Af Ritzau - 06/06-17 11:11

Anmeldere: Bieber viste format ved koncert i AarhusAnmeldere: Bieber viste format ved koncert i Aarhus

Popfænomenet Justin Bieber viste ifølge tre anmeldere nye sider af sig selv ved koncert mandag aften i Aarhus.

storybild

Justin Bieber virkede mere voksen og afslappet end tidligere, lyder det fra tre anmeldere, der var blandt de 40.000 tilhørere ved koncerten i Aarhus mandag aften. (Billede: Scanpix/Martin Dam Kristensen)

Det var voksenudgaven af teenageidolet Justin Bieber, der mandag gav koncert i Aarhus.

Sådan lyder det fra tre mediers anmeldere, der var blandt de 40.000 tilhørere ved koncerten på Jysk Væddeløbsbane i Aarhus.

Anmelderne deler mellem tre og fire stjerner ud til koncerten og er enige om, at det var en mere voksen og afslappet Bieber, der viste sig i Aarhus.

Aarhus Stiftstidendes anmelder skriver, at verdensstjernen momentvist viste, at han vil noget mere med sin musik end at please teenagere:

- Han fremstod som en, der troede på det, han havde gang i. Et langt stykke ad vejen, hedder det.

- Især i sidste tredjedel af koncerten var det, som om han påtog sig værtsrollen. Og endda hvilede i det, lyder det i anmeldelsen, der kvitterer med tre stjerner.

Også musikmagasinet Gaffa slår i anmeldelsen fast, at Justin Biebers talent er uomtvisteligt:

- Om man kan lide den 23-årige canadier eller ej, så kan man ikke komme uden om det: Han har talent, skriver anmelderen på gaffa.dk.

Selv om Gaffa kalder Bieber veloplagt, kan det dog ikke blive til mere end tre stjerner. Det skyldes ifølge anmelderen, at Bieber i stor stil gjorde brug af playback under koncerten.

Mest begejstret er BT's anmelder, der kvitterer med fire stjerner. Anmelderen kalder Bieber veltilpas og flirtende.

- Justin Bieber havde på ingen måder travlt med at komme videre i setlisten, men tog sig tid til at nyde det gode vejr og publikum, som han konstant flirtede med, hedder det.

Anmelderen hæfter sig ved, at Bieber gjorde et anderledes positivt indtryk end ved koncerten i Parken for lidt over et halvt år siden:

- Solen stod højt over Aarhus, Justin Bieber var for en gang skyld ikke en idiot, og når han for alvor smider hvalpefedtet og bryder med sine gamle børnehits, vil han have verden for sine fødder langt ud i fremtiden.

BT's anmelder er til gengæld stærkt kritisk over for koncertstedet, som han kalder en "katastrofe".

Lange køer til boderne, manglende udsyn til scenen og en snæver udgang gjorde det ifølge anmelderen til lidt at en prøvelse at være publikum ved koncerten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx