Af - 10/09-14 06:35; Opdateret: 10/10-14 21:52

Tre læger tiltalt for dna-svindel mod enlig morTre læger tiltalt for dna-svindel mod enlig mor

Tre mandlige læger risikerer lange fængselsstraffe. Ifølge politiet svindlede de med dna, så en af dem slap for faderskabet til et barn. Sagen ryster retssystemet. Lægerne nægter sig skyldige.

storybild

(Billede: Polfoto/Privatfotos)

Metroxpress kan i dag fortælle, at tre yngre mandlige læger, der arbejder på Rigshospitalet - eller har arbejdet der - risikerer hårde straffe i det, der kan blive den mest spektakulære korruptionsskandale i Danmark i årevis.

Står det til anklagemyndigheden 'Advokatur Personfarlig Kriminalitet' skal lægerne alle afsone flere års fængsel for ganske alvorlige overtrædelser af en række paragraffer i straffeloven.

Sagen begyndte i 2010, da den hovedtiltalte læge gjorde en kvinde gravid. De havde fra årsskiftet 2007/2008 og indtil 2010 i perioder haft et seksuelt forhold.

Hun fødte en pige i oktober 2010, men lægen nægtede at være faren, fremgår det af politiets anklageskrift, som metroxpress er i besiddelse af.

Det blev til en faderskabssag ved Retten på Frederiksberg, hvor moren mødte op og forklarede, at den hovedtiltalte læge var far til datteren.

DNA-prøve
Retten krævede en dna-prøve fra ham for at få afgjort, om moren havde ret.

Men ifølge politiet fik han en anden læge til at skrive en falsk lægeerklæring.

- Som det fremgår af anklageskriftet, finder vi grundlag for at rejse tiltale mod en læge for at have udfyldt en lægeerklæring, hvori det i strid med sandheden fremgår, at hovedmanden var så syg, at han ikke kunne møde til prøvetagning på Rigshospitalet, siger Jakob Buch-Jepsen, som er senioranklager ved Advokatur Personfarlig Kriminalitet.

En læge påstod altså ifølge tiltalen, at den hovedtiltalte læge var for syg til at få taget en dna-prøve på Rigshospitalets Genetiske Afdeling, hvilket ellers er fast kutyme.

Med lægeerklæringen i hånden lykkedes den hovedtiltalte at få taget dna-prøven på Herlev Hospital, hvor en tredje nu tiltalt læge, som den hovedtiltalte kender fra sit netværk, arbejdede. Også han har arbejdet på Rigshospitalet.

Og vupti; hans falske dna-prøve viste, at den hovedtiltalte ikke var far.

Ydmygende og nedslående
- Så fik jeg et brev om, at han ikke var faderen. Jeg skulle i retten til en ny afhøring. De spurgte, hvem jeg så havde haft samkvem med. Ydmygende og nedslående at stå med et spædbarn og få det spørgsmål, fortæller moren, som metroxpress har mødt.

Hun fortæller, at hun kun havde været seksuelt sammen med den pågældende hovedtiltalte læge. Hun ønsker af hensyn til sin datters fremtid at være anonym.

Hun ankede sagen til landsretten.

- Landsretten sendte sagen tilbage til Retten på Frederiksberg med besked på at undersøge, om reglerne om retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager var overholdt, fortæller senioranklager Jakob Buch-Jepsen.

Det var de ikke, viste det sig. Noget var ikke foregået efter reglerne.

Bevisforfalskning
- Det endte med, at den hovedtiltalte blev pålagt at få taget en prøve på Retsgenetisk Afdeling på Rigshospitalet. Resultatet viste, at han faktisk var faderen, siger Jakob Buch-Jepsen.

De første falske dna-prøver havde altså fået Retten på Frederiksberg til afvise morens påstand om, at den hovedtiltalte var far.

Rettens retspræsident Torben Goldin er rystet. Det var ham, der politianmeldte den læge, der senere blev den hovedtiltalte.

- Det, der er sket, er katastrofalt. Man rokker her ved en af grundpillerne i vort samfund, nemlig tilliden til lægerne. En tillid, som også vi i retterne har til læger. Det er helt uhørt, det her, siger han.

- Jeg anmeldte ham (den hovedtiltalte, red.) til politiet for bevisforfalskning. Han havde fusket med dna-prøver. Det er utroligt groft – utroligt meget groft, at en læge gør det, siger Goldin, der som anmelder er part i sagen.

- For viser en dna-prøve, at man ikke er far, så er man ikke faren, og så må vi antage, at kvinden har en forkert erindring om, hvem der er faren. Så det, som kvinden forklarer, er sket i denne sag, må være sandt, siger han.

Alle tre læger er blandt andet tiltalt for bedrageri eller forsøg på bedrageri.

Børnepenge på spil
Politiet vurderer, at den hovedtiltalte med hjælp fra de andre læger forsøgte at bedrage sig til ikke at betale i alt knap 750.000 kr. i børnepenge.

- Der er endvidere rejst tiltale for forhold, der vedrører mulige falske oplysninger i officielle dokumenter, her lægeerklæringer. Og for forhold begået i et offentligt hverv, her bebrejdelsesværdige og i vores øjne strafværdige forhold begået af to læger med offentlig autorisation, siger politianklageren om de medhjælpende lægers roller i sagen.


Den påståede kriminalitet giver lægerne flere år bag tremmer, hvis de bliver dømt.

Yderligere vil politiet kræve, at de to læger, der hævdes at have hjulpet den hovedtiltalte, af Retten i Lyngby i næste måned fratages retten til at fungere som læger, fordi de har misbrugt deres stillinger som læger til at begå denne form for kriminalitet.

Den hovedtiltalte kræver man derimod, at han ikke forhindres i at udøve sin lægegerning, for han menes ikke at have misbrugt sin stilling som læge i sagen.

- Den overordnede anklagemyndighed har vurderet, at det, som hovedmanden er tiltalt for at have begået, ikke er sket som led i hans virke som læge men som privatperson. Derfor påstår vi ikke, at han frakendes retten til at fungere som læge, forklarer senioranklageren.

Korruptionssag
- Der er klart tale om en opsigtsvækkende og alvorlig korruptionssag, vurderer Knut Gotfredsen, formand for Transparancy International, som bekæmper og overvåger korruption.

Organisationen definerer korruption som misbrug af en betroet stilling til at opnå personlige fordele.

- Flere læger har tilsyneladende her misbrugt deres embeder til at opnå personlige fordele. Det ligner endnu en sag, der viser, at der faktisk er korruption i Danmark – også blandt læger - selv om mange tror, det ikke eksisterer, siger Gotfredsen.

Han kalder det 'både moralsk og etisk forkasteligt', hvis en læge, der har råd til at betale børnebidrag snyder - og får kolleger til at snyde - for at unddrage sig at betale.

Det er moderen ikke uenig i.

- Det har været snart fire stressende år. Selv om jeg er blevet udsat for ufatteligt udspekuleret svindelnummer og en ydmygelse i retten, kan jeg stadig føle mig skyldig og ulykkelig over sagen. Men heldigvis har politiet behandlet mig godt og efterforsket sagen grundigt, siger hun.

Flere kilder tæt på sagen, herunder kilder tæt på sagens tiltalte, bekræfter over for metroxpress, at det efterforskningsarbejde, der er sket ved Københavns Politi, har været særligt grundigt og ressourcekrævende, idet en kvindelig efterforsker fra Station Bellhøj skulle 'have bidt sig fast' i det, som få oprindeligt vurderede kunne blive til tiltaler.

Ret til at kende sin far
Moderen understreger flere gange i interview med metroxpress, at hun ikke krævede, at den hovedtiltalte skulle påtage sig faderskabet for pengenes skyld.

- Man får en bøde, hvis ikke man skriver faderens navn på attesten. Desuden har min datter ret til at have en far og vide, hvem han er.

Hun understreger også, at det ikke var hende, men Retten på Frederiksberg, som politianmeldte faderen.

Metroxpress har talt med alle tre tiltalte, som nægter sig skyldige.

- Jeg kan ikke tale om det. Det må blive en anden gang. Jeg nægter mig skyldig. Jeg får min advokat til at ringe til dig. Jeg lægger på nu, siger den hovedtiltalte og afbryder samtalen.

Han er i øvrigt også tiltalt for at have siddet ved Retten på Frederiksberg og blandt andet løjet om, at han forgæves havde forsøgt at få taget en dna-prøve på Rigshospital.

I anklageskriftet står, at han i strid med sandheden har oplyst i retten, at 'det (prøvetagningen på Rigshospitalet, red.) ikke var lykkedes for ham på grund af angst, og at han ikke havde nogen fast læge, men at han blev undersøgt for opkastproblemer hos den læge på Herlev Hospital, der havde taget prøverne til sagen, og at prøverne var taget i overensstemmelse med de fastsatte retningslinjer.'

Der er indkaldt en dommerfuldmægtig fra Retten i Frederiksberg til Retten i Lyngby for at bevidne denne tiltale.

- Jeg vil ikke sige andet, end at jeg erklærer mig uskyldig i sagen, siger lægen som hævdes at have skrevet den urigtige lægeererklæring. Samme budskab kommer fra lægen, der er tiltalt for at aflevere en forkert dna-prøve.

Personalesag
Rigshospitalets lægelige direktør Jannik Hilsted oplyser gennem hospitalets kommunikationschef Marianne Uldall, at han ikke vil eller kan kommentere på sagen, fordi der er tale om en personalesag.

Dermed giver hospitalsledelsen ikke sig selv mulighed for at afvise den antagelse, der med denne sag og en række øvrige sager mod hospitalets læger - afsløret af især Jyllands-Posten - kan vinde udbredelse i dele af offentligheden; nemlig den antagelse, at der generelt blandt Rigshospitalets læger kan være problemer med evnen til at agere inden for lovens rammer.

Hospitalsdirektørerne er af Rigsadvokaten orienteret om, at straffesagen verserer, og ifølge metroxpress' oplysninger har det ført til, at mindst en læge er fritaget fra tjeneste på Rigshospitalet, indtil der er afsagt dom i sagen.

Krav om navneforbud
Få minutter efter at metroxpress i går telefonerede den hovedtiltaltes forsvarsadvokat Peter Trudsø for svar på politiets tiltale, krævede han, at Retten i Lyngby behandlede hans anmodning om et navneforbud, som betyder, medierne ikke må nævne hans klients navn, før der er faldet dom i sagen.

I løbet af kort tid kom et retsmøde i stand, og her imødekom dommeren hans anmodning.

Men dommeren afviste til gengæld en anmodning fra den fremmødte forsvarsadvokat for den tiltalte, som hævdes at have afleveret en falsk dna-prøve til Retten på Frederiksberg.

- Den store forskel på de to sager er, at den ene (sidstnævnte, red.) som et led i tiltalen har misbrugt sin stilling i offentlig tjeneste som læge, begrundede dommeren.

Hans navn må altså gerne nævnes.

Forsvarsadvokaten for den tiltalte, der påstås at have skrevet falske oplysninger i lægeerklæringen, mødte ikke op i retten, så derfor må denne tiltaltes navn også nævnes.

Alligevel har metroxpress valgt ikke at bringe navnene i denne artikel.

Ingen af de tiltaltes forsvarsadvokater vil udtale sig i sagen. Det eneste, de vil, er at bekræfte deres klienters påstande om, at de er uskyldige og skal pure frifindes.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx