Af Julie Laurs Bundgaard - 16/03-18 13:54

Skoleelever raser over ny mad-ordning: 'Hvor længe skal vi sulte?'Skoleelever raser over ny mad-ordning: 'Hvor længe skal vi sulte?'

Udskolingseleverne på Arresø Skole i Frederiksværk er så utilfredse med skolens nye mad- og udeordning, at de tirsdag besluttede sig for at boykotte undervisningen og demonstrere foran byens rådhus.

storybild

De ældste elever på Arresø skole, Afdeling Magleblik er langt fra tilfreds med skolens nye mad- og udeordning.

Tirsdag var klasselokalerne i udskolingen på Arresø skole næsten tomme. Størstedelen af skolens elever befandt sig foran rådhuset i Frederiksværk, hvor de demonstrerede mod en ny madordning. Med sig havde de bannere, hvor der blandt andet stod: 'Vi vil ud', 'Jeg er sulten' og 'Hvor længe skal vi sulte?'

Demonstrationen var elevernes måde at vise, at de er dybt utilfredse med den nye madordning, der i starten af året trådte i kraft på Arresø skole. En ordning, der kommer i kølvandet på, at det fra politisk side blev besluttet, at nedlægge kantineordningerne på alle kommunens skoler.

På Arresø skole har man erstattet kantinen med en madordning, hvor man får leveret mad udefra. Mad, som eleverne skal bestille online én dag i forvejen.

Den nye madordning er ifølge eleverne ikke et stort problem i sig selv, men i kombination med udeordningen, der blev ændret sidste år, som dikterer, at eleverne ikke må forlade skolens område i skoletiden, skaber den problemer.

»Siden kantinen lukkede den 1. januar, har vi hverken kunnet købe mad i kantinen eller gå ud og købe noget. Derfor risikerer vi at gå sultne igennem en otte timer lang skoledag, hvis vi glemmer madpakken derhjemme,« siger Hamza Zaman, der er elevrådsformand på skolen, til BT.

Elevrådet har ifølge Hamza Zaman givet udtryk for elevernes utilfredshed på et møde med skolebestyrelsen, hvor de foreslog, at man ændrer den nuværende udeordningen.

Det forslag blev nedstemt.

»Der er ingen, der lytter. Vi demonstrerede, fordi vi følte, at det var den sidste udvej,« siger elevrådsformanden.

Hvad med madpakke?

Skoleleder Horst Obermann kan godt forstå, at eleverne reagerer på den nye ordning, men understreger, at afviklingen af kantinen var en politisk beslutning, som var ude af skolens hænder. Desuden påpeger han, at udeordningen, der dikterer, at eleverne ikke må forlade skolens område i skoletiden, ikke er indført for at straffe eleverne men for at beskytte dem.

»Vi har haft problemer med unge mennesker uden tilknytning til skolen, der færdedes i området på en måde som ikke var særlig hensigtsmæssig. Det har gjort, at nogle af vores elever har været utrygge ved at komme i skole,« siger Horst Obermann.

Selvom skolelederen udviser forståelse for elevernes utilfredshed med den nye madordning, synes han alligevel, at der er en ret indlysende løsning på problemet - nemlig at tage en madpakke med hjemmefra.

»Jeg vil ikke lyde som en sur gammel mand, men på et tidspunkt bør man også som forælder gå ind og sige: 'Det er godt nok træls, at du ikke kan lide madordningen, og den er måske også lidt dyr, men så får du en madpakke med i stedet',« siger Horst Obermann og tilføjer:

»Jeg mener også, at når man går i niende klasse og er 14 år gammel, så kan man godt stå op fem minutter før og smøre sin madpakke selv.«

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Statskassen lænset for milliarder: Nu...
bt.dk
LIGE NU: Adskillige uheld på...
bt.dk
Tjener millioner på danskernes...
bt.dk
Blomsterhandler om Kronprinsen: Det...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx