Af Katrine Frederikke Wandrup - 09/11-17 22:34

Enorm stigning: Flere og flere kvinder får opereret deres brysterEnorm stigning: Flere og flere kvinder får opereret deres bryster

Kvinder får i større og større grad opereret deres bryster, og de griber selv til lommen for at få det ordnet.

storybild

Flere og flere danske kvinder vælger at få opereret deres bryster, viser nye tal.

Antallet af brystløft på privathospitaler er mere end femtendoblet på 10 år, og generelt er antallet af brystoperationer næsten ottedoblet i samme periode. Det er særligt kvinder, som er færdige med at få børn, der lægger sig under kniven, vurderer specialeansvarlig overlæge i plastikkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler Louise Vennegaard Mielke.

»Du behøver ikke længere bare finde dig i, at hængebryster er en del af pakken, når du får børn og bliver ældre. Det betyder meget for kvindernes selvopfattelse, at de kan se ud, som de føler sig,« forklarer hun.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 275 kvinder i 2005 fik en brystoperation på et privathospital. I 2016 var tallet 2.413, altså næsten en ottedobling. Særligt brystløft er populært, og her er der i samme periode sket en stigning fra 32 til 484 operationer.

Ifølge kultursociolog Emilia van Hauen giver stigningen god mening, for når muligheden er der, så vil folk bruge den.

»Det handler om at føle sig hjemme i, hvordan man ser ud. Det er overfladisk at tro, dit udseende ikke betyder noget for din livskvalitet. Men det betyder ikke, at man nødvendigvis skal forsøge at leve op til nogle idealer, som andre sætter. Man skal finde sine egne,« mener hun.

Louise Vennegaard Mielke oplever, at kvinderne som regel er meget velovervejede og har undersøgt sagen på forhånd, når de vælger at få en operation. Patienterne er almindelige kvinder, der vil have deres krop igen.

Både Louise Vennegaard Mielke og Emilia van Hauen peger på, at kvinderne føler, operationerne hjælper på deres selvtillid og selvværd.

Efter to børn valgte 51-årige Mette at få et brystløft: Jeg har fået større selvtillid

Barmen var det første, Mette Kristensen fra Grindsted så, når hun kiggede sig i spejlet. Kavalergangen var dyb og brysterne tunge. Men i 2016 valgte den 51-årige it-projektleder at få en brystreduktion og et brystløft, og siden da har hun ikke set sig tilbage.

»Det betyder meget for mig. Jeg har fået større selvværd og er mere glad for mig selv, og jeg nyder at se mig i spejlet. Nu kan jeg se hele mig i stedet for at fokusere på det, jeg var ked af,« fortæller hun.

Inspirationen til at få gjort noget ved problemet kom, da en af Mettes veninder fik en brystoperation. Veninden fik nemmere ved sport, kunne gå i mere forskelligt tøj og var gladere og mere tilfreds med sig selv.

For Mette Kristensen har det aldrig ligget til højrebenet at få ordnet ting ved sit udseende, men fra hun begyndte at have tankerne om en brystoperation, til hun lå under kniven, gik der under et halvt år. Og dommen er klar:

»Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde fået operationen tidligere. Den har gjort så meget godt for min selvtillid og jeg føler mig godt tilpas. Jeg hviler mere i mig selv.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx