Af Trina Nielsen - 10/04-18 21:55

Over halvdelen af danskerne vil have aldersgrænse på solarierOver halvdelen af danskerne vil have aldersgrænse på solarier

I modsætning til mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, har vi i Danmark ingen aldersgrænse på brug af solarier. Det mener danskerne er for dårligt, viser en ny undersøgelse.

storybild

Arkivfoto (Billede: GREG WOOD)

Huden begynder at simre, små svedperler pibler frem i det blå skær, mens solarierørene arbejder på fuldtryk. I Danmark kan alle lægge sig ind i kabinen og få en tur under uv-strålerne. Også børn.

I 2014 fik vi nemlig en solarielov, der ikke indeholder en aldersgrænse for brug af solarier, men derimod fjernede den vejledende aldersgrænse på 16 år, der havde været førhen.

Og det, synes danskerne, er for dårligt, viser en undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress. Her svarer over halvdelen af de adspurgte, at de mener, der bør indføres en aldersgrænse, mens 21 procent mener, solarier helt bør forbydes

Projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne Peter Dalum er enig med størstedelen af danskerne. Han påpeger, at stråling fra solarier er farligt for alle, men at der er et særligt forhold omkring unge.»Unges hud er langt mere følsom, så det er værre at få uv-stråling som ung. Derudover har unge sværere ved at risikovurdere og konsekvensberegne ting, der sker langt ude i fremtiden,« siger han.

Peter Dalum fortæller, at de ved, at det er i 14-års-alderen, mange starter, og han er derfor overbevist om, at en aldersgrænse ville forhindre mange i overhovedet at komme i gang. Så man ville kunne komme længere ned end de 12-15 procent solariebrugere, der er i dag.

Formand for Dansk Solarie Forening Henrik Marx er uenig med Peter Dalum og resten af Kræftens Bekæmpelse. Han mener ikke, der skal være en aldersgrænse.

»Man sparker en åben dør ind, når man taler om at begrænse noget, som meget få bruger. Og hvem skal kontrollere den slags. Det kriminaliserer bare mennesker uhensigtsmæssigt«.

Han tror ikke på, at solariesol er mere skadelig end den almindelige sol:

»Hvis man solbader i solarie med omtanke, har man mulighed for at forbedre sit helbred både fysisk og psykisk. Og det er klart, hvis du ikke solbader i solarier, så har du meget nemt ved at adoptere en holdning og sige, 'så forbyd det bare, jeg bruger det alligevel ikke'«

Peter Dalum opfordrer til en abonnementsordning, hvor man skal tilmelde sig, ligesom i fitness.

» Selvfølgelig kan de misbruges, men det vil formentlig nedsætte forbruget markant, og det vil også være et rigtig godt redskab til forældre og andre til at sige, prøv at hør, det her er faktisk ulovligt, det er der faktisk en god grund til det er.«

Undersøgelsen:

I Danmark skal solarierne overholde solarieloven fra 2014. Ifølge loven skal alle solarier registreres hos sikkerhedsstyrelsen.

Derudover er det blevet opsat en grænse for maksimalt strålingsniveau, samt krav om ophængning af en advarselsplakat fra Sundhedsstyrelsen. Loven indeholder ingen aldersgrænse for brug af solarier. Skal der efter din mening ændres i loven/indføres en aldersgrænse for at benytte solarier i Danmark?

Ja, det skal helt forbydes at benytte solarier i Danmark uanset alder: 21%

Ja, der skal indføres en aldersgrænse på 18 år for at benytte solarier i Danmark: 37%

Ja, der skal indføres en aldersgrænse på 15 år for at benytte solarier i Danmark: 12%

Ja, der skal indføres en aldersgrænse på 12 år for at benytte solarier i Danmark: 2%

Nej, der skal ikke ændres på reglerne: 10%

Ved ikke: 16%

Undersøgelsen er baseret på interview med 1001 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 26. - 31. marts 2018. Citat må kun ske med angivelse af kilde: ©YouGov for metroXpress

Solarieloven

I Danmark skal solarierne overholde solarieloven fra 2014. Ifølge loven skal alle solarier registreres hos sikkerhedsstyrelsen.

Derudover er det blevet opsat en grænse for maksimalt strålingsniveau, samt krav om ophængning af en advarselsplakat fra Sundhedsstyrelsen.

Det tilladte strålingsniveau i solarier svarer til et uv-indeks på ca. 12, som kan sammenlignes med uv-indeksets med solen tæt på ækvator.

Sikkerhedsstyrelsens kontroller viser, at mange solcentre ikke lever op kravene om maksimalt strålingsniveau.

Mange andre vestlige lande blandt andet Norge, Østrig, Belgien, Spanien, Portugal, Italien, Irland, Wales, Skotland, England, Frankrig, Tyskland, Island, Litauen, Finland, New Zealand samt dele af USA og Canada, har allerede indført en aldersgrænse for brug af solarium på 18 år og i Australien og Brazilien har de helt forbudt solariebrug. Studier har vist at aldersgrænser får færre unge til at få i solarium. Derudover viser tal fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagnes årlige rapporter, at størstedelen af nuværende og tidligere solariebrugere var under 18 år første gang de anvendte et solarium.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Formand for Sundheds- og ældreudvalget: Vi ønsker ikke aldersgrænse

 

Formand for Sundheds- og ældreudvalget, Liselott Blixt (DF) synes ikke, man skal indføre en aldersgrænse på brug af solarier.

 

“Jeg går ikke ind for forbud. Det, det drejer sig om, er intuition. På samme måde som når du går ud i solen - det får du jo også hudkræft af,” siger hun.

 

“Der er mange ting, der er kræftfremkaldende. Vi kan ikke forbyde os frem hele vejen igennem. Det er jo altså heller ikke alle, for hvem det er lige farligt. Det, der er vigtigt, er, man får noget ordentlig information,” siger hun.

 

Hun mener, solcentrene bør være bemandede, så man som bruger kan få rådgivning, inden man lægger sig ind under rørene.

 

“Der kunne stå nogle og informere om, hvis du er rødhåret, lys, mørk - hvor meget, du så kan tåle, og hvordan solene virker,” siger hun

 

Hun regner ikke med, de tager solarieloven op igen til en revurdering i Folketinget:

 

“Hvis den kommer op, tager vi selvfølgelig diskussionen, og der vil jeg stadig tale for en bemanding, men det er det. Jeg synes, det er vigtigt, at man tager ansvar selv. Vi kan ikke lovgive og forbyde os ud af, det ikke sker.”

 

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Magnussen rykkes tilbage - men får...
bt.dk
Afslører nye detaljer: Sådan mødte...
bt.dk
17-årig kæmper for sit liv efter...
bt.dk
Dagens horoskop: Det siger stjernerne...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx