28/11-17 14:10; Opdateret: 28/11-17 14:32

Ikke kun piger: Sugardating kan fange unge i afhængighed af gaver, siger rådgivereIkke kun piger: Sugardating kan fange unge i afhængighed af gaver, siger rådgivere

Det er ikke kun piger, men også drenge, der sugardater og udveksler ydelser for gaver eller penge.

storybild

Modelfoto.

København. RedenUng har i tre år arbejdet med at rådgive og undervise unge om såkaldt sugardating og gråzoneprostitution, hvor typisk unge udveksler ydelser for gaver eller penge.

Nu har organisationen samlet op på sine erfaringer efter at have rådgivet flere hundrede unge.

Her er en af hovedpointerne, at det ikke kun er piger, som sugardater. Drenge gør det nemlig også. Det fortæller Kira West, forstander af RedenUng og Reden København.

- Vi taler altid om sugarbabes, som er piger. Dem er der også mange af. Men der er også drenge.

- Og der er endda noget, som tyder på, at der er flere unge drenge end piger, som eksperimenterer med det her, siger hun.

- De kan få lige så store problemer, som pigerne kan.

En af RedenUngs andre hovedpointer er også, at sugardating kan have alvorlige konsekvenser for de unge.

Når de kontakter RedenUng, er det, fordi de har fået problemer, forklarer Kira West.

- De unge har svært ved at komme ud af det igen. På den ene side bliver de afhængige af penge og gaver og på den anden side den bekræftelse, man får ud af at sugardate - altså, at der er nogen, som vil betale for en og synes, at man er smuk og dejlig, siger hun.

Særligt socialt udsatte og psykisk sårbare risikerer at begynde på sugardating og få svært ved at komme ud af det igen.

- Det er unge, der gør det af nød - for at finansiere et liv, et sted at være eller et misbrug, siger Kira West.

Erfaringerne blev fremlagt på en konference mandag, hvor børne- og socialminister Mai Mercado (K) også deltog.

- Vi skal have gråzoneprostitutionen på dagsordenen hos de unge selv, hos forældre, i medierne og hos alle dem, der kommer i kontakt med de unge gennem deres arbejde, siger ministeren i en skriftlig kommentar tirsdag.

I satspuljen er der blevet afsat ti millioner kroner til at forebygge gråzoneprostitution.

De unges adgang til sugardating er oftest digital. Det foregår gennem sociale medier eller datingsites.

Derfor skal der i den digitale dannelse af de unge i folkeskolen også være fokus på seksuelle grænser på nettet, mener forstanderen fra RedenUng.

Antallet af unge, der kontakter organisationen har været stigende, og i 2017 har 125 unge indtil videre fået decideret rådgivning.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx