Af Jens Holmberg - 27/03-17 04:00

Anklage: Forhenværende DFU-formand truede sine medlemmer med voldAnklage: Forhenværende DFU-formand truede sine medlemmer med vold

Flere centrale personer i Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) har følt sig truet af den nu forhenværende formand for DFU Lucas Hultgren.

storybild

Arkivfoto fra Dansk Folkepartis Landsmøde. (Billede: Scanpix)

BT er kommet i besiddelse af flere skriftlige beskeder, hvor den nu forhenværende formand for DFU har truet centrale medlemmer i ungdomspartiet med vold.

Lucas Hultgren er ikke blevet politianmeldt for truslerne, da DFU valgte at tage sagen internt, ifølge BT’s kilder.

I beskederne, som er skrevet af Lucas Hultgren, står der blandt andet:

’Det er sidste gang du beder mig om at tage det roligt, hvis du holder af dine tænder’, og

’Får DFU ikke en præsentationsvideo pga. dig, ville jeg nok søge politibeskyttelse de næste par uger’.

Nuværende landsformand fra DFU Chris Bjerknæs bekræfter, at han har haft kendskab til beskederne.

- Det er fuldstændig rigtigt, at der har været nogle ubehagelige SMS’er fra Lucas Hultgren. Men sket er sket, og han er skiftet over til Nye Borgerlige, og vi har lagt det bag os, siger landsformanden fra Dansk Folkepartis Ungdom Chris Bjerknæs.

LÆS OGSÅ: DFU-formand stopper med øjeblikkelig virkning: Undskyld

Lucas Hultgren blev landskendt gennem DR3-programmet ’Generation DF’, hvor han havde en bærende rolle i programmet som formand for DFU. Han forlod dog partiet i november sidste år til fordel for det nye, indvandrekritiske parti Nye Borgerlige Ungdom.

Kilder i DFU beretter til BT om, at Lucas Hultgren i sin tid som formand for DFU har ’truet folk på mange forskellige tidspunkter og svinet dem til igennem to år’.

- Der har været en hård og beskidt ledelseskultur, og medlemmer af DFU og flere hovedbestyrelsesmedlemmer begyndte at blive bange for Lucas Hultgren. Men før november var der ikke nogen, der havde noget konkret bevis på det. Det kom der så i november, da de her SMS’er dukkede op. Så klappede fælden, siger en et anonymt medlem fra DFU til BT.

BT’s kilder beretter også om, hvordan sagen blev taget videre til moderpartiet Dansk Folkeparti, der angiveligt skulle have taget et møde med Lucas Hultgren, hvorefter han har forladt partiet.

Efterfølgende skrev Lucas Hultgren 23. november på Facebook bl.a. følgende:

’Jeg har længe tænkt over at stoppe pga. min uddannelse, og fordi jeg simpelthen i alt for lang tid og faktisk de sidste 2 år har brugt for meget tid på DFU og politik og alt for lidt på min uddannelse.Ydermere har der i kampens hede været en for hård tone imellem mig og nogle af mine hovedbestyrelsesmedlemmer, hvilket jeg beklager og siger undskyld for’.

Om han blev ekskluderet ønsker Dansk Folkeparti ikke at kommentere på.

- Det vil jeg hverken be- eller afkræfte, når han ikke er medlem af Dansk Folkeparti. Han er fortid hos os, siger organisationskonsulent for Dansk Folkeparti, Steen Thomsen.

Lucas Hultgren har efterfølgende meldt sig ind i Nye Borgerlige. Partiets organisatoriske næstformand Jesper Melander Hammer er ikke bekendt med, at Lucas Hultgren har truet medlemmer, men ser med alvor på sagen.

- Det lyder rigtig uheldigt, og det må vi selvfølgelig have en snak med Lucas Hultgren om. Hvis det er sandt, så er det da bestemt ikke den type medlemmer, vi ønsker i Nye Borgerlige. Hvis han var medlem af Nye Borgerlige, så ville jeg umiddelbart sige, at han skulle eksluderes. Men han er medlem af Nye Borgerlige Ungdom, og så er det som sådan ikke mig, der bestemmer det, siger Jesper Melander Hammer

Formanden for Nye Borgerlige Ungdom Mikkel Bjørn Sørensen havde på forhånd hørt rygterne om Lucas Hultgren, men forventede, at det var ’internt fnidder i DFU’.

- Jeg er nødt til at tage en snak med Lucas Hultgren om det og høre, hvad der er op og ned i sagen, før jeg kan kommentere på det. Men trusler om vold er selvfølgelig aldrig okay, men jeg skal kende sagens omstændigheder, Mikkel Bjørn Sørensen.

Lucas Hultgren selv benægter alle anklager om, at han skulle have truet nogen, men erkender, at han har været for grov i tonen overfor sine daværende partikammerater. Han mener, at beskederne er taget ud af kontekst.

- Det er det pure opspind. Jeg har ikke truet nogen. Det er nødt til at være i en kontekst. Jeg erkender, at jeg har været for grov i tonen, og det har jeg sagt fra begyndelsen. Derfor gik jeg af, siger Lucas Hultgren.

Derfor må man stadig ikke true med vold. Det er jo ulovligt?

- Jeg tog konsekvensen og erkendte, at tonen var for grov og gik af. Så jeg har gjort, hvad jeg skulle. Det her har ikke været en trussel i den kontekst, det er skrevet i, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx