Af Ritzau - 22/06-17 16:43

Støjberg klapper i over for alle udvalg efter lækStøjberg klapper i over for alle udvalg efter læk

Angiveligt læk fra Udlændinge- og Integrationsudvalget får nu konsekvenser andre steder, siger Inger Støjberg.

storybild

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser at dele fortrolige oplysninger med alle Folketingets udvalg. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen/arkiv)

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser nu at dele fortrolige oplysninger med alle Folketingets udvalg.

Det skriver hun i et officielt brev til Udlændinge- og Integrationsudvalget, som hun allerede i maj valgte at forholde sig tavs over for.

Ministerens reaktion kom, efter at nogle af medlemmerne angiveligt havde lækket information til pressen.

Her sagde Inger Støjberg, at hun havde mistet tilliden til dele af udvalget.

Derfor vil hun ikke længere besvare spørgsmål, hvor svaret indeholder oplysninger, der er fortrolige af hensyn til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.

I stedet skal spørgsmålene stilles til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Det er den praksis, som nu også kommer til at gælde for de øvrige udvalg i Folketinget.

Dermed bliver det ikke muligt for folketingsmedlemmerne at stille de samme spørgsmål i et andet udvalg og på den måde få adgang til fortrolige oplysninger.

Til gengæld gør ministerens beslutning det svært for politikerne at udføre deres arbejde, mener Peter Skaarup (DF), der er formand for Retsudvalget.

- Jeg mener ikke, at det er tilfredsstillende, hvis Folketinget ikke kan få de rigtige oplysninger for at kunne varetage funktionen som folkevalgte - altså dem, der repræsenterer borgerne på Christiansborg, siger han.

- Og der skal vi bruge information først og fremmest fra regeringen, for det er det eneste sted, vi kan gå hen.

Han vil diskutere sagen med medlemmerne af Retsudvalget for at finde ud af, om de støtter op om Inger Støjberg.

Samtidig understreger formanden, at han har forståelse for, at ministeren ønsker at undgå fremtidige læk af fortrolige oplysninger.

- Men jeg mener, at man skal gå efter dem, der fortæller om sådan nogle oplysninger, i stedet for at lade det gå ud over udvalget, siger han.

Inger Støjberg ønsker torsdag ikke at kommentere sagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx