Af Ritzau - 06/06-17 11:00

Klimarådet peger på lette danske CO2-gevinsterKlimarådet peger på lette danske CO2-gevinster

Met et nyt katalog af muligheder viser Klimarådet, hvordan Danmark i 2030 kan opfylde vores klimamål i EU.

storybild

Hvordan og hvor meget skal landbrug, transport og boliger bidrage til at nå Danmarks klimamål i 2030? Det fremlægger Klimarådet tirsdag sine bud på i en ny rapport, "Omstilling frem mod 2030". (Arkivfoto: Torkil Adsersen/Scanpix 2015) (Billede: Scanpix/Torkil Adsersen)

Der er flere "meget billige" måder, hvorpå Danmark kan høste væsentlige klimagevinster frem mod 2030, så vi kan opfylde vores CO2-mål i EU:

Individuelle varmepumper, energirenovering af bygninger, udskiftning af oliefyr med træpillefyr i de boliger, hvor varmepumper ikke dur - eller dyrkning af energipil frem for mere gødningskrævende afgrøder i landbruget.

En anden - men også den dyreste - løsning er udbygning med biogas fra landbruget i forsyningsnettet frem for traditionel naturgas.

Biogas vil - i modsætning til nogle af de lavthængende frugter - til gengæld i høj grad lette Danmarks grønne omstilling indtil 2050. Også elbiler vil kunne give omstillingen et stort spark fremad.

Det er nogle af de væsentligste anbefalinger fra Klimarådet i en ny rapport, "Omstilling frem mod 2030", der fremlægges tirsdag.

Klimarådet blev nedsat af SR-regeringen for løbende at overvåge den danske klimapolitik. Formand er Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor og tidligere overvismand.

De nye anbefalinger fra Klimarådet gælder den del af økonomien, som ligger uden for EU's eksisterende system for handel med CO2-kvoter - nemlig transport, landbrug og bygninger (også kendt som "de tre B'er" - biler, bønder og boliger).

Kvotesystemet omfatter kun kraftværker og tung industri.

På de tre ikke-kvoteomfattede områder skal Danmark i 2030 ifølge EU-Kommissionens udspil levere CO2-reduktioner på cirka 39 procent. Fordelingen mellem landene er dog ikke endeligt fastlagt endnu.

Opgaven inden for transport, landbrug og boliger bliver at finde CO2-reduktioner på cirka 13,4 millioner ton, har Energistyrelsen beregnet.

Klimarådet anslår, at det kan give en samfundsøkonomisk gevinst på cirka 600 millioner kroner at gennemføre de 10 elementer, rådet foreslår.

Selv om tallet er usikkert, kan Danmark nå målene uden for EU's kvotesektor, uden at det koster samfundet nævneværdigt, konkluderer Klimarådet i rapporten.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) vil inddrage rådets anbefalinger, når han inden 2018 skal udarbejde en omkostningseffektiv strategi for at nå Danmarks mål.

VLAK-regeringen har opgivet et tidligere løfte om at opstille et fast CO2-mål for 2030. I stedet arbejder den for, at Danmark i 2030 skal hente halvdelen af energien fra vedvarende kilder.

Men det vil ikke ske uden nye politiske tiltag, fremgår det af Energistyrelsens seneste basisfremskrivning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx