22/11-17 01:09; Opdateret: 22/11-17 02:16

Dansk Folkeparti må veksle borgmesterdrømme til tilbagegangDansk Folkeparti må veksle borgmesterdrømme til tilbagegang

Dansk Folkeparti går tilbage ved kommunalvalget. K og DF kæmper om at blive tredjestørste kommunale parti.

storybild

København. Med næsten 99 procent af stemmerne talt på landsplan må Dansk Folkeparti indtil videre indse, at partiets borgmesterdrømme er vekslet til overraskende tilbagegang på det kommunale danmarkskort.

Partiet står til 8,8 procent af stemmerne mod 10,1 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2013.

Dansk Folkeparti risikerer ligeledes at miste sin position som det tredjestørste kommunale parti til De Konservative. K går lidt frem og står ligeledes til 8,8 procent af stemmerne mod 8,5 procent ved sidste valg.

Socialdemokratiet bliver det største parti og går omkring tre procentpoint frem. Venstre er fortsat næststørst, selv om partiet går tre procentpoint tilbage.

Sidstnævnte overrasker ikke valgforsker Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet.

- Den store overraskelse er, at DF går tilbage og ikke frem. Partiet gik megameget frem til folketingsvalget, men det slår altså ikke rigtig igennem.

- De stemmer, som DF så at sige havde regnet med, er jo så ikke gået til Venstre, men til Socialdemokratiet, siger han.

Socialdemokratiet står til 32,4 procent mod 29,6 i 2013. Venstre er gået tilbage til 23,1 procent mod 26,6 procent.

- Det vi kan se, når vi dykker ned i kommunerne, er, at mange af de steder, hvor DF og S har haft en lille alliance, har socialdemokraterne vundet. For eksempel i Ishøj, Rødovre og Hvidovre, hvor DF er gået væsentligt tilbage, mens Socialdemokratiet er gået frem.

For Dansk Folkeparti var særligt resultatet i Assens, Guldborgsund og Hvidovre ventet med spænding, da de tre kommuner var udset til at være DF's største chancer for at få sin første "rigtige" borgmesterpost.

Men ingen af stederne ser det ud til at lykkes.

Klokken 02:00 natten til onsdag er stemmerne talt op i 97 af landets 98 kommuner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx