06/10-17 06:33

Varmen fosser ud af huset: Tjek de svage punkterVarmen fosser ud af huset: Tjek de svage punkter

Varmeregningen kan få et ordentligt hak ned, hvis man gør noget ved de "sorte pletter" i huset, hvor varmen fosser ud. Få et overblik her.

storybild

Hvis man kan flytte sit energimærke én klasse op, øger det ejendomsværdien med 800 kroner per kvadratmeter, viser beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut. Free/Colourbox

København. Måske er væggene kolde, det trækker ind gennem vinduerne, eller sneen fordamper fra taget om vinteren.

Det er alt sammen gode indikatorer på, at dit hus er dårligt isoleret, hvilket medfører en høj varmeregning.

Men hvor skal man sætte ind, hvis man gerne vil spare på energien? Det giver energikonsulent Carsten Sohl fra EnergiTjenesten og direktør Danny Kromanne fra Jydsk Tagteknik deres bud på her.

1) Vinduer

Man skal begynde med at kigge på, om vinduerne er slidte, punkterede eller har dårligt træværk.

- Hvis træværket er dårligt, så skal man kraftigt overveje at skifte hele vinduet ud. Og her vil jeg anbefale energiruder med tre lag, selv om det koster lidt ekstra, for så sparer man mere på energien og får et bedre energimærke på boligen, siger Carsten Sohl.

Men er vinduet velholdt og malet igennem mange år, så kan man ifølge energirådgiveren nøjes med at skifte termoruderne ud med lavenergiruder med varm kant.

2) Loftet

Efter vinduerne kan man tage en tur på loftet og se, hvor meget isolering, der ligger der, anbefaler energirådgiveren.

- Hvis der kun ligger mellem 100 og 200 millimeter isolering, så er det altid en mulighed at lægge noget mere på, så man kommer op på 400 millimeter. Det kan eksempelvis være papirisolering, der er åndbart og har lettere ved at optage fugt, siger Carsten Sohl.

Og kommer man op på 400 millimeter isolering, kan man flytte sit energimærke på huset en til to mærker op, siger Danny Kromanne.

- Gennemsnitligt set vil en loftisolering være tilbagebetalt på fem år, og det er jo en ekstremt hurtig tilbagebetaling på en investering, siger han.

Hvis energimærket bliver øget til én klasse højere, øger det ejendomsværdien med 800 kroner per kvadratmeter, viser beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut. Dermed øger man værdien på et hus på 130 kvadratmeter med 104.000 kroner for en typisk investering på 30.000 kroner.

3) Murene

Hvis man ikke har fået hulmursisoleret sit hus, så er det en af de ting, som virkelig kan betale sig, siger Danny Kromanne. En sådan investering vil ofte være tjent hjem på bare tre-fem år.

- Det er tit der, de store besparelser er rent økonomisk, siger Danny Kromanne.

Problemer med isolering i hulmuren kan man tydeligt se, når man bruger et termografikamera, som er et godt redskab til at finde husets skavanker.

- Her kan vi ofte se, at isoleringen er sunket sammen med årene, siger han.

4) Fjernvarmeunit eller -veksler

Hvis man laver varmt vand til sin bolig fra en fjernvarmeunit eller -veksler, så er der langt mindre varmetab end ved en varmtvandsbeholder.

- Der er altså noget at hente, hvis man alligevel skal skifte ud, det kan være helt op til otte-ti procents reduktion i forbruget, siger Carsten Sohl.

En beregning fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger viser, at man kan opnå en besparelse på 1645 kroner om året ved at skifte en 25 år gammel varmtvandsbeholder ud med en fjernvarmeunit.

5) Termostater

Hvis man er lidt dovent anlagt med hensyn til at styre sine termostater på gulvarme eller radiatorer, så kan man få lidt teknologisk hjælp til at spare lidt varme.

- Hvis man ikke får skruet ned, inden man går i seng, så kan man jo få noget styring på termostaterne, som kan styres med en computer eller mobiltelefon, råder Carsten Sohl.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx