Af David Andersen - 18/10-17 10:45

Niels sparer kommunen for millioner - nu har de beordret ham til at stoppeNiels sparer kommunen for millioner - nu har de beordret ham til at stoppe

70-årige Niels Bennicke maler Svendborg Kommunes vejnavneskilte kvit og frit for at have noget at lave. Men nu har kommunen forbudt ham at gøre det.

storybild

(Billede: Privatfoto)

Den pensionerede tømrer Niels Bennicke blev i sidste måned landskendt, da det kom frem, at han for egen regning maler og restaurerer de slidte og faldefærdige vejnavneskilte i Svendborg Kommune.

Men solstrålehistorien har nu udviklet sig til en rodet, politisk sag, som er nået hele vejen til Christiansborg.

»Sagen er, at jeg blev inviteret til et møde på kommunen, da sagen kom i medierne. Her fik jeg at vide af to kommuneingeniører, at jeg ikke må male skilte længere. Det skyldes, at der er en røvfuld regler om afspærringer og kurser og alt muligt«, lyder det fra 70-årige Niels.

Han lægger ikke skjul på, at han er ærgerlig over kommunens beslutning, og kan ikke udelukke, at han maler et skilt eller to på trods af forbuddet.

»Jeg har sgu tænkt mig at fortsætte. Svendborg Kommune har ikke fem flade ører - vi er dybt forgældede. Og jeg kan ikke holde ud at se skiltene stå og forfalde - de er ellers så pæne. De er meget gamle, nogle er lavet af ophuggede krigsfly, det siger vist det hele. Det nytter ikke, at lortet står og ser ud af helvede til, og jeg kan ikke lade være med at fikse ting«, siger Niels Bennicke.

Ifølge Niels sparer kommunen hele 27 millioner kroner på hans arbejde - det er i hvert fald det beløb, som der ifølge ham er sat af til arbejdet med at få skiltene fikset. Og på Christiansborg kan folketingspolitikerne godt se fornuften i at lade folk som Niels hjælpe med at løse den slags opgaver, skriver TV 2.

»Vi kigger lige nu sammen med regeringen på, om der er nogle regler og love, der er overflødige og hæmmer mere, end de gavner. I den her sag vil jeg sammen med ministeren se på, om der er nogle regler, der hæmmer, at vi har en mand, som gør samfundet en god gerning«, siger Socialdemokraternes kommunalordfører Magnus Heunicke til TV 2.

Det initiativ glæder Niels Bennicke sig meget over.

»Det var rart at få en holdningsændring omkring det. Vi bliver rigere og rigere i Danmark, men samtidig fattigere og fattigere. Men OK, hvis kommunaldirektørerne skal have de skyhøje lønninger, forstår man det jo sådan set godt«, siger han.

Han har indtil videre malet over 40 skilte for Svendborg Kommune, men arbejdet går langsommere og langsommere, fortæller han.

»Folk kommer jo hen og vil snakke, og jeg kan sige det på den måde, at der er ikke nogen, som IKKE smiler til mig. Det er meget positivt«, siger Niels Bennicke.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx