Af Ritzau - 08/04-17 22:15

De ældre får flere og flere penge på bankbogenDe ældre får flere og flere penge på bankbogen

De mest velbeslåede seniorer tegner sig for en stadig større andel af de samlede formuer blandt ældre.

storybild

Ældre over 65 år har løftet deres indkomster fra 322.000 til 543.000 kroner i perioden, en stigning på godt 220.00 kroner om året. (Billede: Free/Colourbox)

Velstanden vokser med stor kraft blandt ældre medborgere i alle lag og klasser. Men det samme gør uligheden i deres indkomster, skriver Politiken.

I perioden fra 1995 til 2015 har de 10 procent mest velstillede ældre over 65 år i gennemsnit haft en indkomstfremgang på imponerende 68 procent.

Det har løftet deres indkomster fra 322.000 til 543.000 kroner i perioden, en stigning på godt 220.00 kroner om året.

Det fremgår af en ny undersøgelse udarbejdet af Kommunernes Landsforenings blad, Momentum.

Her konkluderes det også, at de mest velbeslåede seniorer tegner sig for en stadig større andel af de samlede indkomster og formuer blandt ældre over 65 år.

- I gamle dage, da alle kun fik folkepension, havde ældre den samme indkomst, siger økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen til avisen.

- Der var ikke ret meget ulighed mellem dem. Når der udvikles et pensionssystem, hvor beløbet, der indbetales, er afhængigt af lønnen, er der selvfølgelig nogle, der får udbetalt mere end andre i alderdommen. Og så stiger uligheden.

Med indførelsen af de danske arbejdsmarkedspensioner har en hel generation af danskere fået råd til at gå på pension.

Ordningen forpligter lønmodtagere og arbejdsgivere til at indbetale en fast procentdel af lønnen til en arbejdsmarkedspension hver måned.

Men eftersom det er lønnens størrelse, der afgør, hvor meget den enkelte lønmodtager når at spare op til pensionen, er der bygget en uundgåelig ulighed ind i systemet.

Det gælder ifølge professoren også, selv om de fleste ældre har en fornuftig pensionsopsparing.

Men det er ikke kun på de økonomiske parametre, at ældres levevilkår er forbedret i perioden.

Det påpeger Karen Munk, forsker i ældre som forskningsleder på VIA University College og lektor på Aarhus Universitet.

- Mange af nutidens ældre er karakteriseret ved, at de har oplevet hele opturen siden Anden Verdenskrig med velfærdsstaten, gratis uddannelse og pensionsformuer. De er mere unge end førhen.

- Både at se på, høre på og funktionsmæssigt. De kan rejse rundt og gøre ting, som ældre førhen ikke har kunnet, siger Karen Munk til Politiken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx