Af Simon Boas/Lars Dinesen/Ritzau - 06/10-17 19:59; Opdateret: 06/10-17 23:01

Politiet med nyt i ubåds-sagen: Vi har formentlig gjort et fundPolitiet med nyt i ubåds-sagen: Vi har formentlig gjort et fund

Københavns Politi bekræfter, at dykkere har gjort et fund "der formentlig er relateret til Ubådssagen".

Københavns Politi har fredag eftermiddag gjort et nyt fund, som man mener kan være relateret til ubåds-sagen

Det skriver politiet på Twitter.


Lørdag klokken 10 vil politiet på et pressemøde løfte sløret for, hvad det er, man har fundet.

- Jeg har ingen kommentarer til, hvad vi har fundet, før i morgen, siger drabschef Jens Møller fra Københavns Politi.

Politiet har hele fredag ledt med dykkere i Køge Bugt ud for Avedøreværket efter de resterende dele af Kim Walls lig. Tidligere på aften var BT i kontakt med drabschef hos Københavns Politi Jens Møller. Han ønskede ikke at kommentere, om man havde fundet noget i forbindelse med eftersøgningen.

»Men jeg kan bekræfte, som jeg har sagt tidligere, at vi er til stede, og vi arbejder med dykkere i Køge Bugt,« lød det.

Det var i samme område, at en cyklist den 21. august så Kim Walls torso i vandoverfladen. Efterfølgende viste en obduktion, at kroppen var blevet parteret. Ved et retsmøde tirsdag kom det desuden frem, at der var fundet adskillige knivstik på kroppen - flere af dem i underlivet.

Peter Madsen har selv forklaret, at Kim Wall døde ved et uheld, mens anklageren hævder, at Kim Wall blev dræbt.

OVERBLIK: Sagen om ubådsmanden og den dræbte journalist

Dykkere har fredag gjort et fund, som "formentligt" har forbindelse til ubådssagen, oplyser Københavns Politi.
Fredag har Københavns Politi gjort nye fund, der "formentlig" er relateret til ubådssagen.

Få her et overblik over den usædvanlige sag.

* Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". De stævner ud fra Refshaleøen i København.

* Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.

* Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning "UC3 Nautilus" i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.

Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.

* Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

* Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.

* Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.

Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.

* Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en "bevidst afskæring". Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.

Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.

* Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig behandling af lig. Han nægter sig skyldig.

* Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger.

* Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

* Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som "formentligt" er relateret til sagen.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx