Af Ritzau - 09/05-17 04:30

Kritik: Bandepakke er meget indgribende over for indsatteKritik: Bandepakke er meget indgribende over for indsatte

Flere af bandepakkens elementer vil modvirke resocialisering af rockere og bandemedlemmer, lyder kritikken.

storybild

Folketinget skal tirsdag førstebehandle lovforslagene i justitsminister Søren Pape Poulsens (K) bandepakke. Den kritiseres fra flere sider for at være for "indgribende" over for straffede bandemedlemmer og rockere og for vag i sine formuleringer. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Flere elementer i regeringens bandepakke er et indgreb mod de indsatte og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Sådan lyder kritikken fra flere sider, før bandepakkens lovforslag førstebehandles i Folketinget tirsdag. Særligt to elementer står for skud:

Personer, der er dømt efter bandebestemmelsen, skal kun kunne prøveløslades, hvis de er i et exit-program.

Ledende rockere og bandemedlemmer skal underlægges brev-, telefon- og besøgskontrol i videst muligt omfang - og under konflikter må ingen få besøg af personer tilknyttet samme gruppering.

Det er "den helt forkerte vej at gå", lyder dommen fra Bjørn Elmquist, formand i Retspolitisk Forening:

- Mange af pakkens elementer vil modvirke resocialisering af rocker- og bandemedlemmer. Og al erfaring viser, at jo mindre man resocialiserer folk, jo større risiko er der for, at de begår ny kriminalitet, siger han.

Elmquist efterlyser også nogle klarere definitioner. Hvornår er man eksempelvis et ledende bandemedlem - og hvornår kan der siges at være en verserende konflikt?

Hos Institut for Menneskerettigheder har monitoreringschef Christoffer Badse også nogle bekymringer.

At afskære besøg fra familiemedlemmer er "meget indgribende" for den indsatte - særligt hvis det varer i lang tid, påpeger han.

- Man bliver nødt til at tage en løbende og konkret vurdering af relevante forhold for at sikre, at indgrebet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt.

- Man skal på den ene side sikre retten til familieliv og meningsfuld kontakt – også for indsatte bandemedlemmer – over for samfundets hensyn til at beskytte sig. De familiemæssige omstændigheder skal tages i betragtning.

Advokatrådet har "fuld forståelse" for hensigten med kun at tillade prøveløsladelse til folk i exit-programmer. Men der er et men i høringssvaret:

- Kriterierne for en mulig prøveløsladelse fremstår imidlertid subjektive og skønsprægede i en sådan grad, at det ved en retlig prøvelse på afslag på prøveløsladelse (…) kan blive vanskeligt at tilvejebringe et sikkert og bevisfast grundlag.

Advokatrådet appellerer også til, at der gives en klageadgang for indsatte, der afskæres retten til at modtage besøg.

Også Landsforeningen af Forsvarsadvokater udtrykker i sit høringssvar "overordnet betænkelighed" ved, at "skærpelser over for bestemte grupperinger reguleres i adgangen til prøveløsladelse".

Om ændringerne for besøg skriver landsforeningen, at de er af "ganske uacceptabel karakter og i fundamental strid med både muligheden for afsoning med en vis værdighed og retssikkerhedsprincipper for indsatte".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx