Af Ritzau - 04/01-17 09:55

Kriminalforsorg vil lokke flere dømte til at vælge fodlænkeKriminalforsorg vil lokke flere dømte til at vælge fodlænke

Antallet af afsonere i hjemmet er faldet i forhold til 2015. Ny kampagne skal vende udviklingen.

storybild

Dømte, der afsoner med fodlænke i hjemmet, er underlagt en stribe restriktioner. Det opleves af mange som ret indgribende, fortæller Kriminalforsorgen (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Jens Thaysen)

Flere dømte bør bytte et ophold i en fængselscelle ud med en elektronisk fodlænke.

Det er ambitionen i Kriminalforsorgen. Her er man ved at forberede en kampagne, som skal øge antallet af mænd og kvinder, der afsoner i hjemmet.

Årsagen er blandt andet, at der sidste år var et stort dyk i antallet af dømte i fodlænke i forhold til 2015.

- Vi er i gang med flere tiltag, siger Lene Skov, der er enhedsleder i Kriminalforsorgen.

- Fodlænke gavner alle. Der er fordele både for klienterne og for ofrene. Færre falder tilbage til kriminalitet, når de har været i fodlænke, siger hun.

Åbenbart kender de dømte ikke ordningen godt nok. Derfor vil Kriminalforsorgen være mere opsøgende.

Planen er, at kandidater til fodlænke, som ikke har søgt, skal ringes op og orienteres om muligheden.

- Vi vil også øge informationen over for forsvarerne, siger Lene Skov.

En straf på maksimalt seks måneder fængsel kan veksles til fodlænke - hvis en række betingelser vel at mærke er opfyldt.

Elektronisk følger man i Kriminalforsorgen med i den dømtes færden, og hans eller hendes liv er lagt i meget faste rammer.

Et skema viser, hvornår vedkommende skal opholde sig i hjemmet - og hvornår man for eksempel kan tage på arbejde eller ud for at købe ind.

- Mange oplever det som temmelig indgribende. For de pårørende kan det også være hårdt at have et familiemedlem hjemme i så mange timer, siger Lene Skov.

Den dømte skal studere, have et job eller være i en eller anden form for beskæftigelse. Desuden må man ikke drikke alkohol eller indtage stoffer, mens man afsoner.

For tiden afsoner cirka 300 personer med fodlænke, hvilket er en del færre end i 2015. I det år var der cirka 400.

- Jeg vil gerne have belægget op på mindst 400 igen, som vi har kapacitet til, siger Lene Skov.

Til sammenligning er der på en given dag cirka 3300 i fængsel - enten som afsonere eller som varetægtsfængslede.

Også økonomisk er der stor forskel på, hvordan afsoningen foregår. Det er væsentligt billigere for samfundet, når en dømt undgår et ophold i et fængsel.

Her er dagsprisen cirka 1300 kroner, mens en fodlænke-afsoner koster omkring 400 kroner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx