27/09-17 19:21; Opdateret: 27/09-17 20:26

Kristian Jensen: Udenrigsministeriet har Muhammed-plan klarKristian Jensen: Udenrigsministeriet har Muhammed-plan klar

Venstres næstformand støtter Støjberg, der har delt kontroversiel tegning af profeten Muhammed på Facebook.

storybild

København. Det er ytringsfriheden, der har sikret, at Vesteuropa er en af verdens mest fremgangsrige regioner. Og med til ytringsfriheden hører også et forsvar for, at man kan tegne, hvad man vil.

Uanset om andre opfatter det som provokerende.

Med det budskab bakker Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen (V), i tv-programmet Lippert på TV2 op om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hun vakte mandag opsigt ved at dele et billede af tegneren Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed fra 2005 på sin facebookprofil.

Muhammedtegningerne udløste den alvorligste udenrigspolitiske krise i nyere danmarkshistorie. Og Jensen, der er tidligere udenrigsminister, er sikker på, at Udenrigsministeriet er i beredskab.

- Der er en plan for, hvad der skal gøres, hvis der kommer sager op, hvor Danmarks historie med Muhammedtegningerne kommer op ude i verden, siger Kristian Jensen til tv-værten Søren Lippert.

Han understreger dog, at han ikke ved, hvad Udenrigsministeriet konkret har sat i værk.

Men uagtet at tegningerne altså er politisk højspændte, forsvarer finansministeren Støjberg.

- Inger er den type, hun nu engang er. Det er et relativt harmløst opslag, siger Kristian Jensen.

- Jeg tror ikke, at integrationen i Danmark bliver afgjort af Inger Støjbergs Facebook.

- Det er godt for integrationen, at vi står ved vores værdier.

Muhammedtegningerne er ikke det eneste værdipolitiske spørgsmål, der er på dagsordenen i Venstre for tiden.

Partiet står også foran at skulle tage stilling til et forslag om at forbyde burkaer - eller heldækkende beklædning - som Dansk Folkeparti har på vej, når Folketinget åbner.

Det er et spørgsmål, der skaber debat internt i Venstre.

- Jeg har den samme holdning, som Venstre har. Vi sagde nej til et burkaforbud, da vi havde diskussionen sidst, siger Kristian Jensen i programmet Lippert.

Men han åbner for, at man godt kan forbyde heldækkende beklædning, hvis det sker ud fra sikkerhedsmæssige hensyn.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx