22/12-17 07:02

Beskyt dit privatliv på telefonen med disse fem appsBeskyt dit privatliv på telefonen med disse fem apps

It-sikkerhed behøver ikke kun være for dem, der har teknisk snilde. Med få klik kan du opgradere din telefons sikkerhed og derved også dit eget privatliv.

storybild

Der findes en række apps, du kan downloade for at styrke din sikkerhed på din telefon, men faktisk er der ofte nogle sikkerhedsindstillinger, du kan slå til og fra på telefonen uden at skulle igang med at downloade apps. Free/Colourbox

København. Hver aften, når vi går i seng, låser vi vores hoveddør. Vi gør det ikke, fordi vi regner med at få indbrud, men vi gør det alligevel for en sikkerheds skyld.

Skulle tyven så komme forbi og stjæle vores ejendele, køber vi en forsikring, så der er mulighed for at få en erstatning.

Det er præcis på denne måde, at vi også skal anse it-sikkerhed. Det forklarer Søren Debois, der er lektor ved IT-Universitetet i København.

- Mange behandler deres telefon, som om den er sikker og ikke bliver stjålet. Men i stedet bør vi tænke: Er det sikkert at have det her liggende på min telefon, hvis den bliver stjålet?, siger han.

Det vigtigste er dog, at der bliver fundet en sund balance mellem at passe på vores telefoner og at iklæde sig en sølvpapirshat i frygt for at blive overvåget, slår Søren Debois fast.

Som udgangspunkt er Apples iPhones mere sikre end de mange andre mærker på markedet. Det er de, fordi deres software er mere lukket, og det er derfor, det for eksempel er sværere at få virus på telefonen.

Shehzad Ahmad sidder i bestyrelsen ved Rådet for Digital Sikkerhed, og han forklarer, at vi ofte gerne vil beskytte os mod, at uvedkommende skulle få adgang til telefonen, hvis vi mister den.

Her er de fem bedste forslag til at forbedre din digitale sikkerhed ved hjælp af apps.

1) Chatkryptering

Søren Debois fra IT-Universitetet bruger selv en app, der hedder Signal, når han skal føre samtaler, der indeholder personfølsomme oplysninger.

- Når vi taler om chatkryptering, så spørg dig selv: Vil det skade nogen at læse denne her besked nu? Og vil det stadig skade vedkommende om to år?, siger Søren Debois.

I så fald bør du bruge chatkryptering.

Shehzad Ahmad anbefaler udover Signal også appen StealthChat. Den gør også, at dine beskeder er krypterede, så ingen andre har mulighed for at læse dem ud over beskedens afsender og modtager.

2) Billeder

Hvis du ikke ønsker at andre skal se dine billeder, så download en app, der gør det muligt at sætte et kodeord på dine billedalbum.

Shehzad Ahmad fra Rådet for Digital Sikkerhed anbefaler appen Secret Photo Vault Keepsafe.

- Appen krypterer din data, samtidig med at den sørger for, at du kun kan tilgå dine billeder med en adgangskode, siger Shehzad Ahmad.

3) VPN-forbindelser

Måske kender du allerede til sikre VPN-forbindelser på din computer, men det er faktisk også muligt at få en sikker forbindelse på din telefon.

Søren Debois anbefaler, at du bruger appen NordVPN til det.

- Her kontakter du en server i et andet land, hvor du så går på nettet gennem den, forklarer Søren Debois.

4) Sikker browser

Det er en god idé at tilgå internettet på din telefon gennem en privat browser. Så risikerer du ikke, at der bliver downloadet skadelige ting til din telefon.

- Vi skal være opmærksomme på, hvilke hjemmesider vi går på, og hvad vi klikker på. Hvis du bliver bedt om at bekræfte noget, du ikke er sikker på, hvad er, så lad være, siger Shehzad Ahmad fra Rådet for Digital Sikkerhed.

Det er blandt andet på den måde, at skadelig kode kan lande i din telefon.

Hvis du vil tage skridtet videre, anbefaler Søren Debois, at du bruger browseren Tor. Den kan du downloade til din telefon.

5) Send krypterede e-mails

Mens det er forholdsvist nemt at downloade en app, kræver det lidt mere øvelse at bruge appen PGP Everywhere. Shehzad Ahmad anerkender, at det også tog ham lidt tid at få det sat op, men der findes vejledning på internettet, du kan bruge for at få det sat korrekt op.

Når dette er installeret korrekt, kan du sende krypterede e-mails. Det vil sige, at de er sikre at sende og modtage, så det kun er dem, der sender eller modtager e-mailen, der kan se e-mailens indhold.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mand faldet over bord: Kæmpe...
bt.dk
Godsejer stævner kommune for højt...
bt.dk
19-årige Daniel deltog i druk og...
bt.dk
Verdenskendt popstjerne deler frækt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx