Af Jens Anton Havskov Hansen - 09/10-17 07:00

Kør pænt og spar penge Kør pænt og spar penge

Elektronisk overvågning kan give markant besparelse på unges bilforsikring. Men der kan være bagside af medaljen

storybild

Kør eksemplarisk og få billigere forsikring, lyder tilbuddet til den yngste gruppe bilister.   (Billede: Mads Jensen)

Det kan være en dyr fornøjelse at være bilist i aldersgruppen 18-30 år.

Forsikringspræmien for de nye i trafikken er den dyreste for samtlige aldersgrupper, og det skyldes, at det er netop dem, som forårsager de fleste skader.Men nye produkter på forsikringsmarkedet i form af en elektronisk 'sladrehank' i bilen tilskynder – også økonomisk - at den enkelte kører så sikkert og eksemplarisk som muligt. Princippet er ganske simpelt: Jo bedre kørsel, jo billigere præmie.

Danmarks største forsikringsselskab Tryg har for tre måneder introduceret Tryg Drive, og allerede nu er halvdelen af de bilforsikringer, der tegnes til unge, denne type. 25-årige Mathias Andersen fra Grenå er en af kunderne:

»Princippet med at jo bedre og mere sikkert du selv kører, jo mere sparer du, passer mig rigtig fint. På den måde får man, som man selv har gjort sig fortjent til. Prisen er ikke på samme måde afhængig af, om andre laver mange skader. Jeg har haft forsikringen i tre måneder, og jeg kan se, at jeg kører anderledes end før. Jeg har generelt sat farten lidt ned, og hvor jeg før måske valgte at blæse forbi bilen foran mig i en overhaling, tager jeg det nu mere roligt. Jeg har 80 kilometer til arbejde, og jeg kan se, at det tager blot to minutter mere at komme frem,« siger Mathias Andersen, som er driftstekniker hos TDC i Tranbjerg syd for Aarhus.

Hidtil har han sparet lidt over 200 kroner på sin bilforsikring, hvilket svarer til godt 800 kr. om året. Og så har den 25-årige grenåbo fået den sidegevinst, at han nu kører mellem en og halvanden kilometer længere pr. liter brændstof.

Hos FDM, bilejernes interesseorganisation, tager man godt imod den nye type bilforsikring til unge. Men understreger samtidig, at det er vigtigt, at man som bilejer skal være opmærksom på, hvad de data, som den elektroniske tilkobling generer, kan bruges til.

Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDMs økonomisk-politiske sekretariat, siger:

»Det er vigtigt, at man som bilist lærer at køre ordentligt, og den her forsikringstype kan være et udmærket incitament til at gøre det. Som vi ser det, har den nogle gode afledte effekter; dels nedsætter du din ulykkesrisiko ved at køre pænt, dels sparer du penge og skåner samtidig miljøet. Og hvis det holder, er det faktisk et firdobbelt Kinder-æg, fordi forsikringsselskabet i sidste ende også sparer penge pga. færre skadeserstatninger.«

Han tilføjer:

»Det er teknologien, der gør det her muligt, og der hvor vi i FDM helt generelt kan være bekymrede, er om, hvem man deler sine data med. Personlige data er fremtidens olie, og de kan være rigtig meget værd ikke mindst i kommerciel sammenhæng. Så det er vigtigt, at forbrugeren bevarer sin sunde skepsis. Det skal være forbrugerens eget valg, hvem han eller hun vil dele sin data med,« siger Torben Lund Kudsk.

Frederik Sjørslev Søgaard, direktør for pris- og produktudvikling i Tryg, forsikrer, at data fra systemet ikke bruges til andet end at beregne rabatten på bilforsikringen:

»Det kan jeg absolut give garanti for. Vi kan kun se størrelsen på kundens kørebonus, så vi kan udbetale pengene. Ikke andet. Vi har en ekstern partner til at lave det her for os, og der er selvfølgelig en aftale med partneren om, at persondataloven skal overholdes,« siger han.

Der gives op til 30 procent rabat på prisen på bilforsikringen for unge med Tryg Drive. Det sker, hvis kørestilen er helt optimal i forhold til det pointsystem, som bestemmer prisen. God kørsel belønnes med andre ord.

Via en USB-dongle monteret i bilen og en Bluetooth-forbindelse til mobiltelefonen opnår forsikringstageren point alt efter, hvor hurtigt bilen accelerer, hvor kraftigt der bremses ned etc. I alt måles der på en snes forskellige parametre. På en app på mobilen kan man se, hvilke point man kører til.

Pointsystemet går fra 1-15, og det handler om at få så lav en score som muligt. Køreren skal i gennemsnit have under 11 point for at opnå rabat på forsikringspræmien. Den bliver ikke dyrere, hvis scoren er over 11.

Bl.a. selskaberne Alka og Topdanmark har lignende systemer, hvor kunden med 'sorte bokse' i bilen kan få fastsat forsikringens pris. Princippet er dog det modsatte, idet man her bliver økonomisk straffet, hvis man kører dårligt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx