Af Christian Hansen - 05/10-17 09:08

'Det er latterligt!' Ben fra Skovlunde sparer 2.640 kroner - og det gør ham vred'Det er latterligt!' Ben fra Skovlunde sparer 2.640 kroner - og det gør ham vred

- Det provokerer min intelligens. Mon de tænker, at jeg er fuldstændig blank?

storybild

Ben Banemann er kritisk over for de såkaldte kundekroner, der kommer i kølvandet på forhøjede bidragssatser. Privatfoto

700.000 danskere har ved månedsskiftet fået flere penge mellem hænderne.

Realkreditinstituttet Totalkredit har for første gang givet såkaldte 'kundekroner' i rabat på de kvartalsvise terminer: 1.000 kroner om året for hver lånt million.

Ben Banemann fra Skovlunde har også fået rabat. Men han er ikke begejstret, selvom han sparer 2.640 kroner om året, som det fremgår af et brev til ham.

Den 49-årige assurandørs manglende glæde over de sparede penge skyldes, at Totalkredit 1. juli 2016 forhøjede de såkaldte bidragssatser for deres mange kunder. Det gav Ben Banemann en ekstraregning på omkring 2.000 kroner i kvartalet.

»Det provokerer min intelligens. Mon de tænker, at jeg er fuldstændig blank? Jeg rev brevet over med det samme,« siger han.

Formand for foreningen 'Fair Bidragssats,' Chresten Ibsen, er også kritisk over for 'kundekronerne.'

»Jeg synes på alle måder, at det er latterligt. Det handler om, at de hæver prisen og så giver lidt tilbage. Det er bare en stump af egen hale, man bliver fodret med,« siger han.

Ifølge Totalkredit skyldes de voldsomme gebyrstigninger kapitalkrav, men Ben Banemann mener ikke, at det hænger sammen, når Totalkredit nu har råd til at spare kunderne for samlet set 150 millioner kroner.

»De piver over manglende penge i kassen, men kort tid efter laver de pludselig overskudsdeling og forventer, at det skaber glæde hos kunderne. De skulle hellere have ladet være med at hæve priserne til at starte med,« siger han.

Direktør i Totalkredit, Camilla Holm, ærgrer sig over kritikken.

»Jeg er da ærgerlig over, at de har den opfattelse. I Totalkredit har vi set frem til at kunne give KundeKroner. Det betyder, at vores kunder kan mærke, at Totalkredit er ejet af en forening af kunder. Det er et nyt tiltag, som vi håber, at nuværende og kommende kunder over tid vil sætte pris på. Vi, og pengeinstitutterne vi samarbejder med, oplever heldigvis også mange positive tilkendegivelser fra kunder, der er glade for at få rabat. Vi er stolte over at tilbyde et tiltag som KundeKroner, det er vi det eneste realkreditinstitut, der kan,« siger Camilla Holm, direktør i Totalkredit.

Hun afviser, at der er et modsætningsforhold mellem højere gebyrer for at sikre kapital og så rabatter til kunderne.

»Vi kan betale KundeKroner, fordi vi har fået et tilskud fra vores ejer, Forenet Kredit. Det er på den måde ikke penge, der tages ud af Totalkredits drift,« siger Camilla Holm.

Nykredit, der i 2003 købte Totalkredit, har tirsdag meldt ud, at 60.000 kunder, der hidtil har undgået bidragsforhøjelser grundet betingelser fra konkurrencemyndighederne i forbindelse med fusionen, fra 1. juli 2018 også får højere gebyrer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx