02/02-18 17:11; Opdateret: 02/02-18 17:40

Tingbjerg-bageren Ali får ikke penge fra politikers indsamlingTingbjerg-bageren Ali får ikke penge fra politikers indsamling

Mette Abildgaard samlede knap 500.000 kroner ind til Ali Parnian. Nu betales pengene tilbage til donorerne.

storybild

København. Den hærværksramte bager Ali Parnian får alligevel ikke penge fra en indsamling, som Mette Abildgaard har startet.

Det skriver den konservative politiker på Facebook.

I stedet betales pengene tilbage til de mange donorer, som har været med til at indsamle den knap halve million kroner.

Beslutningen om at betale pengene tilbage blev truffet fredag på et møde i indsamlingskomitéen, som ud over Abildgaard består af Chris Bjerknæs fra Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet.

- Vi er i komitéen enige om beslutningen af flere forskellige årsager. Blandt andet fordi der ifølge politiet ”tegner sig et broget billede” af sagen om Alis bageri (som altså intet har at gøre med sagen fra Østre Landsret), og i øvrigt også fordi jeg modtager beskeder fra folk, der vil have deres donation retur på baggrund af historiens udvikling, skriver Mette Abildgaard på Facebook.

I sagen fra Østre Landsret, som hun henviser til, blev Ali Parnian frifundet for anklager om at have sat ild til en stjålet bil og brændt den af i Værløse.

Indsamlingen blev startet, efter at Ali Parnian i januar stillede sig frem og fortalte, at han var blevet afkrævet beskyttelsespenge. Da han ikke ville betale, blev hans bageri udsat for hærværk flere gange, forklarede han.

Efterfølgende kom det frem, at Ali Parnian var tiltalt i sagen om den afbrændte bil i Østre Landsret.

Mette Abildgaard peger også på, at DR2-programmet Detektor har modbevist, at Ali Parnian skulle være blevet nægtet at få sin butik forsikret. Det har Ali Parnian ellers tidligere oplyst var tilfældet.

Den konservative politiker skriver, at hun er ked af sagen.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at det hele udviklede sig, som det gjorde, og jeg er ked af usikkerheden og forvirringen over for alle jer, der i bedste mening bidrog til indsamlingen. Nu håber jeg, der er klarhed for alle, skriver hun.

Før pengene kan betales tilbage til donorerne skal det dog endeligt bekræftes fra Indsamlingsnævnet. Nævnet har tidligere givet udtryk for, at det vil være en mulighed, og mandag vil Abildgaard bede om en officiel bekræftelse.

Efterfølgende vil pengene kunne tilbageføres i den kommende uges tid. Pengene vil herefter automatisk gå ind på donorernes konto igen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Var stoffri i fem år: Kendt dansk...
bt.dk
Flere undrede sig over tv-værts...
bt.dk
Influenza spreder sig i Danmark: 'Det...
bt.dk
Supermarkeder hærget af...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx