Af Lars Dinesen - 10/09-17 22:26; Opdateret: 10/09-17 22:49

Studerende må starte uden fast bolig: Patrick har boet i campingvogn i en månedStuderende må starte uden fast bolig: Patrick har boet i campingvogn i en måned

Det er ved at blive en fast del af studielivet at starte uden fast bolig. Tusindvis af studiestartere er boligløse, og der kan gå måneder, før de får tilbudt en bolig, de kan betale.

storybild

Arkivfoto (Billede: Sarah Christine Nørgaard)

De bor på vennernes sofaer i månedsvis. Rykker ind som stamgæster på de campingpladser, der omkranser studiebyerne. Klumper sig sammen i små, dyre og dårlige værelser. Der er sågar unge, der klarer sig igennem studierne, selv om de er hjemløse. Det er blevet normalt at starte på et studium uden at have en fast bolig, skriver Politiken mandag.

Manglen på billige ungdomsboliger tvinger et stort antal studerende ud i absurde eller uholdbare boligløsninger, der må holde i måneder og undertiden år, når indtægten begrænser sig til en månedlig uddannelsesstøtte, SU. Ifølge de officielle ventelister får de fleste unge ellers tag over hovedet efter studiestart. Men statistikken skjuler de mange unge, der selv forsøger at løse problemet. 23-årige Patrick Borup er en af dem.

Siden 12. august har han boet i en lille campingvogn i Nærum lidt uden for København.

»Det er umuligt at finde en bolig i hovedstadsområdet, som man kan betale med en SU. Så jeg har lånt denne her bette sag. Problemet er bare, at min praktiktid løber helt frem til december, og campingpladsen lukker til oktober«, siger Patrick Borup til Politiken. Han studerer business administration og lige nu er i praktik i et nordsjællandsk firma.

Alene i København står mere end 13.000 unge på venteliste til en ungdomsbolig, viser de nyeste tal fra Centralindstillingsudvalget (CIU), der anviser kollegieboliger på Sjælland.

»Vi ved, at mange af dem i vid udstrækning sover på sofaer hos venner og familie, mens de venter på at få fast bolig. Det bliver efterhånden betragtet som normalen, at man som ny studerende må acceptere, at man det første halve år af sit studium må overnatte på sofaer hos vennerne eller i tantens pulterkammer«, siger daglig leder af CIU, Rasmus Okholm-Hansen til Politiken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx