07/11-17 17:01; Opdateret: 07/11-17 17:23

Minister om inddrivelse af SU-gæld: Kan blive god forretningMinister om inddrivelse af SU-gæld: Kan blive god forretning

Udenlandske studerende har fået SU-lån for to milliarder kroner, hvoraf knap en fjerdedel er misligholdt.

storybild

København. Udenlandske studerende har sidste år misligholdt SU-gæld for 426 millioner kroner, hvilket er en stigning på næsten 25 procent på ét år.

Men det skal nok lykkes de danske myndigheder at få inddraget pengene, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et samråd.

- På et eller andet tidspunkt skal vi nok få de her penge i kassen. Når vi får et it-system op og køre, og når de her folk kommer på arbejdsmarkedet.

- De ender med at betale mere, end de ellers skulle, for der er otte procent i rente, og det bliver hurtigt til mange penge.

- En stor del af pengene skal vi nok få hjem, og det kan ende med at blive en god forretning for staten, siger ministeren.

I alt har Danmark givet SU-lån for mere end to milliarder kroner til 29.800 udenlandske studerende, men det er svært at kradse alle pengene ind igen. Det skyldes blandt andet det nu skrottede inddrivelsessystem EFI.

Det svarer til, at de udenlandske studerende i gennemsnit skylder den danske stat cirka 68.000 kroner.

Der er hverken en aftale blandt EU-lande eller de nordiske lande om at kunne inddrive SU-gælden, slår ministeren fast. Det er også et problem, at man ikke ved, hvor skyldnerne bor, når de flytter tilbage til deres hjemland.

Også uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er kaldt i samråd, da spørgsmålet også hører under hans ressortområde.

Han understreger, at de samfundsøkonomiske gevinster ved udenlandske studerende er større, end det udestående der er.

- Det er et enormt ressourcetab, når de udenlandske studerende rejser hjem igen.

- Det var samfundsøkonomisk godt, hvis vi kunne få en større andel af de studerende til at blive i Danmark, siger Søren Pind.

De fem største skyldnere i EU er Tyskland med 35 millioner kroner, Island med 27 millioner kroner, Sverige med 12 millioner kroner, Norge med 11 millioner kroner samt Storbritannien med 10 millioner kroner.

- Det er lande, vi har gode samarbejdsrelationer til, og det er derfor, jeg trods alt er optimistisk, siger Karsten Lauritzen.

Han regner med, at der vil komme gang i inddrivelsen de kommende måneder eller år.

- Det er muligt, det går langsomt, også for langsomt, men jeg er nu fortrøstningsfuld, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx