Af Ritzau - 01/05-17 15:37; Opdateret: 01/05-17 16:45

Overvågning med GPS skal kunne straffesOvervågning med GPS skal kunne straffes

Efter Se og Hør-skandalen vil strafferetseksperter skærpe straffen for grove krænkelser af privatlivet.

storybild

Straffelovrådet vil skærpe straffen for grove krænkelser af privatlivets fred, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Det skal være strafbart, hvis personer uberettiget overvåger andre ved hjælp af en GPS eller andre apparater.

Sådan lyder det fra Straffelovrådet, som har set på, hvordan privatlivet kan beskyttes bedre.

Udspillet kommer i kølvandet på Se og Hør-sagen. Her betalte bladet en person i Nets for oplysninger om kendtes brug af kreditkort.

Også tilfælde af såkaldt hævnporno og andre krænkelser har de sagkyndige i Straffelovrådet kigget på.

Nu overvejer regeringen ændret lovgivning på området, lyder det mandag fra Justitsministeriet.

- I en moderne digital verden er det vigtigt, at straffelovens regler er tidssvarende og beskytter den enkeltes privatliv, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en pressemeddelelse.

Ifølge betænkningen skal det gøres strafbart at registrere en anden persons færden ved hjælp af et apparat. For eksempel kan det ske ved, at en GPS placeres i en persons bil, taske eller tøj.

Den slags er mere indgribende end traditionel skygning, mener de sagkyndige i rådet. En GPS-overvågning er så grov en handling, at den bør kunne straffes, lyder det.

Derudover bør straffen for spredning af private oplysninger og billeder forhøjes i de alvorlige tilfælde. Strafferammen kan ændres fra fængsel i seks måneder til to år, når der er tale om særligt skærpende omstændigheder.

Forslaget hænger i høj grad sammen med den udvikling, der er set indenfor såkaldt hævnporno. Altså hvor billeder og videoer med seksuelt eller pornografisk indhold spredes på nettet, uden at personen har givet tilladelse til det.

Oplysninger på internettet kan spredes hurtigt og kan være vanskelige eller umulige at slette igen. Derfor kan de medføre stor skade og mere vedvarende krænkelser end gennem trykte medier, står der i betænkningen.

I øvrigt har rådet gennemgået hele Se og Hør-sagen. Konklusionen er overordnet, at de gældende regler på området er passende.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx