Af Ritzau - 04/01-17 13:31

S frygter gentagelse af jobpræmiekoksS frygter gentagelse af jobpræmiekoks

Tusindvis af kontanthjælpsmodtagere er gået glip af jobpræmie i tidligere ordning. S kræver svar om ny model.

storybild

Leif Lahn Jensen (S) er bekymret for, om problemer med gammel jobpræmieordning fortsætter over i en ny model, regeringen har foreslået. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Socialdemokratiet er lunkne over for det forslag om en ny jobpræmie til langtidsledige, som regeringen har sendt i høring.

Forslaget skal give en skattefri præmie på 2500 kroner om måneden til langtidsledige, der kommer i job.

Men kort før, at lovforslaget blev sendt i høring, kom det frem, at cirka 2500 personer, der skulle have haft en lignende jobpræmie i en tidligere ordning, ikke har fået de penge, de var berettiget til.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, vil nu vide, hvordan beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil sikre, at det, S-ordføreren betegner som "massive problemer" ikke gentager sig i den nye model.

- Med den nye jobpræmie, de har tænkt sig at lave, ser det ud til, at det også vil give problemer med at få den udbetalt til de rette, siger Leif Lahn Jensen.

Han henviser til, at det fremgår af lovforslaget, at et antal personer vil få udbetalt den nye jobpræmie, selv om de ikke er berettiget til.

Ministeren har over for Ritzau oplyst, at det drejer sig om cirka 100 personer. Og de vil ikke blive bedt om at betale pengene tilbage.

Men det beroliger ikke Leif Lahn Jensen.

- Det er ikke altid, man lærer af fejl, siger han.

Om Socialdemokratiet vil ende med at støtte regeringens forslag, har partiet ikke taget stilling til endnu, siger Leif Lahn Jensen. Ordningen ventes at koste knap 800 millioner kroner i de tre år, den skal køre.

Og Leif Lahn Jensen vil som minimum først vide, hvor pengene skal komme fra.

- Men det er klart, at så mange penge havde vi gerne set blive brugt på at få folk uddannet. Mange virksomheder råber efter arbejdskraft. Det dummeste, vi kan gøre, er at lade være med at uddanne, siger han.

- Indtil videre er vi ikke særligt positive, lyder hans vurdering af forslaget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx