18/11-17 06:04

Arenas cirkuselefanter får ingen juleferieArenas cirkuselefanter får ingen juleferie

Cirkus kritiseres for at sende elefanter til udlandet i vintersæsonen. Kritikken er forkert, mener turnéchef.

storybild

København. Hunelefanterne Jungla, Luna og Jenny får ingen pause fra manegen. Når cirkussæsonen er slut i Danmark, fragter Cirkus Arena i stedet elefanterne til cirkusser i udlandet for at optræde.

I år har cirkusset, der er et af landets største, sendt sine afrikanske elefanter til Piemonte i Norditalien.

Det er World Animal Protection, der har fulgt elefanternes rejse. Ikke kun denne sæson, men også de tidligere år, hvor dyrene har været i Rumænien, Frankrig, Polen og på Sicilien.

Organisationen finder det foruroligende, at dyrene fragtes så mange kilometer.

- De bliver fragtet under dårlige bevægelsesforhold, og det er meget belastende og stressende for dyrene, siger Lars Knudsen, vicedirektør hos World Animal Protection Danmark.

Turnéchef i Cirkus Arena Klaus Jochumsen bekræfter, at elefanterne denne vinter optræder i Piemonte. Men han afviser, at dyrene lider overlast.

- Hele deres liv har de aldrig prøvet andet end at rejse rundt med et cirkus. De elsker at arbejde, og så kan de også få lov til at være uden for om vinteren i stedet for i opvarmede stalde hjemme i Danmark, siger Klaus Jochumsen.

Cirkusdyr er ikke omfattet af EU's transportforordning, og dermed er det lovligt at transportere elefanterne. Men stod det til formanden for Det Dyreetiske Råd, Bengt Holst, så forbød Danmark elefanter i omrejsende cirkusser.

- Af hensyn til dyrenes velfærd kan de ikke være i transportvognene. Derfor sættes de typisk på græs, men så går man på kompromis med sikkerheden. Vil de ud, så kommer de ud trods et elhegn eller snor, og så er de til fare for publikum og sig selv, siger Bengt Holst.

Debatten om elefanter i cirkus har ulmet i mange år, og ifølge Bengt Holst er det en skamplet på Danmark, at der endnu ikke er kommet et forbud.

- Selv i Indien er det forbudt. Danmark gør det generelt godt, når det drejer sig om dyrevelfærd, men her smutter det. Det er meget beklageligt, siger Bengt Holst.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx