30/11-17 13:48

Formodet offer for tortur i Irak fik valium i otte årFormodet offer for tortur i Irak fik valium i otte år

23 irakere har stævnet Danmark i retssag om tortur. Usikkert hvor mange der vil blive udspurgt i landsretten.

storybild

Oberst John Dalby, tidligere chef for de danske styrker i Irak, er blandt de mange vidner, som Forsvarsministeriet ventes at udspørge i en retssag i Østre Landsret om Danmarks medansvar for, at 23 irakere angiveligt blev tortureret. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. Mareridt. Angst. Dødsønsker. Svedeture. Forhøjet blodtryk.

Disse og en lang række andre symptomer læses højt i et retsmøde torsdag i Østre Landsret. De stammer fra retsmedicinske undersøgelser af en gruppe mænd, der i 2004 blev anbragt i et fængsel i det sydlige Irak.

I alt 23 irakere har sagsøgt Forsvarsministeriet med en påstand om, at Danmark er medansvarlig for den tortur og nedværdigende behandling, de blev udsat for i forbindelse med Operation Green Desert, som danske styrker deltog i.

- Han fik indsprøjtninger med valium i otte år, siger en af irakernes advokater Christian Harlang, om de følger en af sagsøgerne måtte døje med.

Flere blev slået og sparket, ligesom de blev nægtet føde og vand, har de fortalt til de retsmedicinere, som foretog undersøgelserne mange år senere. I Amman og Beirut i 2012 og 2014 blev det til i alt 22 rapporter, som torsdag refereres for tre landsdommere.

En led af vrangforestillinger. Han talte med afdøde personer og hørte deres replikker. Desuden har han lidt af kvælningsfornemmelser. En anden er retarderet. Ifølge hans onkel blev også han slået og fik bind for øjnene.

Varigheden af tilbageholdelsen varierede fra nogle timer til 80 dage.

Hovedforhandlingen i retssagen blev indledt i november, men endnu er der ikke lagt en tidsplan for, hvad der skal foregå på hvert af de cirka 45 kommende retsmøder.

Det er heller ikke afklaret, hvor mange irakere der møder op i landsretten for at besvare spørgsmål. Advokat Harlang siger i en pause til Ritzau, at to torsdag ventes at få visum.

Han og kollegaen Christian F. Jensen er stærkt utilfredse med, at landsretten kun har bevilget udgifter til hotel, fly og visum til tre dage, men ikke til leveomkostninger. Muligvis betyder det, at otte ikke dukker op, oplyser Christian F. Jensen.

- De bliver afskåret alene af økonomiske grunde, fordi de ikke har råd til selv at betale for leveomkostninger, mens de er her, siger Jensen. En enkelt af irakerne bor dog i Danmark og kan derfor nemt komme til København.

Forsvarsministeriet kræver frifindelse. Danske soldater deltog ikke i tilbageholdelsen, og irakerne var på intet tidspunkt i dansk varetægt, lyder det.

Ligesom tidligere er der torsdag skarpe ord i retssalen.

- Man er interesseret i at gøre det mudret og uklart, ålen trives bedst i mudderet, siger advokat Harlang om sin modpart, advokat Peter Biering.

Retslægerådet har vurderet rapporterne, og Harlang vil vide, om Forsvarsministeriet vil lægge deres vurderinger til grund?

Biering henviser til, hvad han tidligere har skrevet. Kun ved en udspørgen af irakerne i retssalen kan dommerne vurdere, om deres oprindelige forklaringer ved lægeundersøgelserne er troværdige, står der i et processkrift.

Harlang kommer med flere udsagn om irakernes vanskeligheder i processen.

Imidlertid beder landsdommer Ole Dybdahl ham om at holde sig til fakta under den såkaldte forelæggelse. Da advokaten bliver ved, bryder retsformanden igen ind:

- Jeg beder dig om at stoppe med det der nu. Stop, Harlang!

I den kommende uge bliver det Forsvarsministeriets tur til den såkaldte forelæggelse. Der er desuden planlagt retsmøder i januar, februar, marts, april og maj.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx