Af Katrine Frederikke Wandrup - 23/10-17 16:07

Mathias og Dennis gav deres ven en gravsten i fødselsdagsgave: 'Hans ansigtsudtryk var det hele værd'Mathias og Dennis gav deres ven en gravsten i fødselsdagsgave: 'Hans ansigtsudtryk var det hele værd'

To unge mænd fra Sønderjylland besluttede sig for at give noget helt særligt i fødselsdagsgave til deres ven, og selvom de nu bliver hyldet af hele Danmark, betyder det ikke så meget. Det vigtige er, at vennen Denis Lund Jensen fik det, han ønskede sig allerhøjest.

Øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da Denis Lund Jensen fik sin særlige fødselsdagsgave.

Da Denis Lund Jensens far døde i 2011, fik han ikke en gravsten til sit sidste hvilested. Familien var uenige om, om der overhovedet skulle være en, og mens Denis' ønske var, at faderens grav skulle markeres, så havde nogle familiemedlemmer en anden holdning. Det resulterede i, at der i dag, seks år senere, endnu ikke var en sten.

Smerten var stor for Denis Lund Jensen, og den delte han med en af sine bedste kammerater, Dennis Andresen, og stille og roligt spirede en idé frem hos vennerne.

»Jeg havde tænkt over det et stykke tid, da Mathias gerne ville planlægge en fødselsdagsgave til Denis. Men jeg sagde, jeg ikke ville være med på noget, fordi jeg syntes, han skulle have gravstenen,« fortæller 20-årige Denis Andresen til Metroxpress.

18-årige Mathias Østerballe var med på idéen, og de to venner bestilte gravstenen.

»Denis havde ikke selv råd til en gravsten og er stadig i sorg over sin fars død og det, at der ikke lå en sten for at markere hans sidste hvilested. Så jeg ville give ham gravstenen for at give ham den sidste brik i puslespillet og for at han måske kunne finde noget ro,« siger Dennis Andresen.

'Bortførte' Denis Lund Jensen

Vennerne ville gerne overraske 23-årige Denis Lund Jensen med gaven. Derfor måtte de have is i maven, da stenen blev halvanden uge forsinket. De bildte Denis Lund Jensen ind, at han ikke kunne få sin gave, fordi det blæste for meget, og på den måde fik de ledt ham så meget på vildspor, at den 23-årige mand ikke anede, hvad der ventede ham.

Afsløringen af gaven var nemlig noget speciel. De to venner valgte at 'bortføre' deres ven, give ham bind for øjnene og køre ham ud på kirkegården, hvor de ville overraske ham med stenen. Men den plan var også lige ved at gå i vasken, fortæller Dennis Andresen.

»Vi var på kirkegården lidt i seks, og pludselig fik vi travlt, for Denis måtte ikke vide, hvor vi var, men hvis kirkeklokkerne begynde at ringe, så ville han jo regne det ud. Det er derfor, jeg bærer ham i videoen, fordi vi skulle skynde os,« forklarer han.

Videoen, som Dennis Andresen nævner, er filmet af Mathias Østerballe, fordi vennerne ville forevige det øjeblik, hvor Denis Lund Jensen fik sin gave at se. Videoen endte med at blive en meget rørende dokumentation på øjeblikket, og er sidenhen gået viralt og set mere end en million gange.

»Som man også kan høre i videoen, var Denis lidt forvirret, da han fik fjernet bindet for øjnene og siger 'hvad fanden laver vi her'. Så jeg vidste godt, at han nok ikke havde set gravstenen, så jeg peger. Og den reaktion, han havde, den var bedre, end jeg havde håbet. Den var det bedste,« siger Dennis Andresen.

Også Mathias Østerballe, som holdt kameraet, blev meget påvirket af situationen.

»Jeg stoppede med at filme, fordi jeg blev så rørt. Jeg var godt klar over, at jeg selv og Denis ville blive overvældet af følelser, men det var vildere, end man forestiller sig,« fortæller han.

Verdens bedste venner

»Der er nogle, der synes, det er mange penge at bruge på en fødselsdagsgave, men vi vidste, at han skulle have en gravsten, og hans ansigtsudtryk var det hele værd. Denis' glæde var helt særlig og jeg ville aldrig bytte den for noget,« siger Mathias Østerballe.

Dennis Andresen og Denis Lund Jensen har kendt hinanden i mere end 16 år og for cirka et år siden kom Mathias Østerballe med ind i vennegruppen. Siden da har de tre drenge udviklet et stærkt venskab.

»Dennis og jeg er meget fortrolige, og vi taler tit om, hvordan det går. Han har virkelig været der for mig, når det har været svært med familien. Han er som en bror for mig. Mathias for nyligt, og vi har været der for hinanden fra starten af,« siger Denis Lund Jensen.

Han er fuld at taknemmelighed til sine to venner.

»Jeg synes, det er stort af dem, og de skal vide, at jeg også altid vil være der for dem.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx