25/10-17 10:53; Opdateret: 25/10-17 15:38

Regering vil udvide valg for ældre og folk i genoptræningRegering vil udvide valg for ældre og folk i genoptræning

Borgernes mulighed for at få deres mad eller genoptræning fra et andet sted end kommunen skal udvides.

storybild

København. Ældre skal have bedre mulighed for at vælge, hvor deres mad kommer fra. Og folk i genoptræning skal have mulighed for at søge privat hjælp, hvis kommunen er for langsom med sit tilbud.

Det er en del af udspillet "Frit valg - bedre sammenhæng", som præsenteres onsdag af fire ministre på et pressemøde.

- Vi har grundlæggende en velfungerende offentlig sektor, som vi kan være stolte af, men der er også plads til forbedring.

- En af måderne at gøre det på er at støtte danskernes frie valg.

- Danskerne er i tusindvis glade for at kunne fravælge lange ventetider til udredning. Eller at have det frie valg på skole- og dagtilbudsområdet, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).

Grundlæggende skal borgerne have flere muligheder for at vælge mellem de velfærdsydelser og tilbud, der passer dem bedst inden for sundheds- og ældreområdet.

Det frie valg skal udvides inden for genoptræning og i forbindelse med madservice samt rehabiliteringsforløb.

- Vi mennesker er forskellige, og det skulle vi gerne være gennem hele livet, siger ældreminister Thyra Frank (LA).

Der skal eksempelvis være mulighed for at opsøge en privat aktør, hvis en borger ikke kan sikres start på genoptræning inden for syv dage efter udskrivelse.

- Hvis kommunen ikke leverer det efter syv dage, har man ret til at finde en privat aktør.

- Det er da en kæmpe stor ting, at vi sikrer, at det ikke er postnummeret, der bestemmer adgangen til genoptræning, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Delene i udspillet skal forhandles på plads og finansieres i forbindelse med finansloven.

Genoptræning vil koste 61 millioner kroner næste år for at nedbringe ventetiden og 50 millioner kroner årligt fra 2019 og frem.

Frit valg på ældreområdet får 25 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx