Af Ritzau - 29/03-17 11:42

Journaliststuderendes praktik skal forkortes til et årJournaliststuderendes praktik skal forkortes til et år

Danmarks medie- og journalisthøjskole vil søge om at reducere de studerendes praktik til 12 fra 18 måneder.

storybild

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole vil løse manglen på praktikpladser ved at forkorte de studerendes praktik med seks måneder. (Billede: Scanpix/Flemming Krogh)

De journaliststuderendes praktikforløb kan blive forkortet til 12 måneder fra tidligere 18 måneder.

Det skriver Dansk Journalistforbunds fagblad, Journalisten.

Bestyrelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har nemlig besluttet at ansøge ministeriet om en femårig forsøgsordning, der gør det muligt at reducere praktiktiden på journalistuddannelsen fra 18 til 12 måneder.

Initiativet skal imødegå den store mangel på praktikpladser.

Forventningen er, at der vil mangle 100 praktikpladser i 2017, hvilket også var tilfældet i 2016.

Når man forkorter praktiktiden med seks måneder vil det mindske behovet med netop cirka 100 pladser ifølge journalisthøjskolen.

Skolens rektor, Jens Otto Kjær Hansen, er tilfreds med løsningen.

- Det er meget positivt, at bestyrelsen har besluttet denne løsning, så vi ved, at vi har redskaber til at løse situationen, hvis et større udbud af praktikpladser ikke kommer ad anden vej, siger han til Journalisten.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for forslaget.

For uddannelsen Tv- og Medietilrettelæggelse har man allerede besluttet at forkorte praktikperioden. Og det mødte stor kritik fra Danske Mediestuderende dengang.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx