18/09-17 05:03

Regeringen afsætter 315 millioner kroner til unge kvinderRegeringen afsætter 315 millioner kroner til unge kvinder

I forbindelse med FN's Generalforsamling styrker den danske regering indsatsen for unge kvinders rettigheder.

storybild

Regeringen vil afsætte 315 millioner kroner til at beskytte unge kvinder. Reuters/Darren Ornitz/arkiv

København. Med et bidrag på 315 millioner kroner vil den danske regering styrke indsatsen for unge kvinders beskyttelse og rettigheder.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Det øgede bidrag offentliggøres i forbindelse med FN's årlige generalforsamling, der afholdes i denne uge.

- Det burde være en selvfølgelighed, at kvinder kan bestemme over deres egen krop og eget liv. Men desværre går udviklingen i disse år den forkerte vej, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en skriftlig kommentar.

Regeringens beslutning kommer blandt andet i kølvandet på, at USA's præsident, Donald Trump, har genindført den såkaldte global gag rule.

Den betyder, at USA har trukket sin økonomiske støtte til internationale organisationer, der enten tilbyder eller informerer kvinder om abort.

- Kvinders vilkår har altid været en mærkesag for dansk udviklingspolitik, og derfor er det kun rigtigt, at Danmark går forrest i en tid, hvor de værdier er under pres, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Verden har ikke brug for, at nogen forsøger at rulle udviklingen tilbage.

Derfor vil regeringen med forbehold for parlamentarisk tilslutning fordele 315 millioner kroner til en målrettet indsats:

145 millioner kroner skal blandt andet gå til indkøb, distribution og information om prævention samt til unge, voldsramte kvinder i Uganda.

Derudover skal 170 millioner gå til en række forskellige uddannelsesindsatser i kriseramte områder.

Med finanslovsforslaget for 2018 lægger regeringen samlet set op til at give 700 millioner kroner til en række indsatser til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Beløbet er en fordobling sammenlignet med 2017.

FN's Generalforsamling afholdes i New York fra mandag og en uge frem. Her mødes verdens ledere til den første generalforsamling for FN's nye generalsekretær, António Guterres, og USA's præsident, Donald Trump.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx