21/08-14 11:45

Læger skal lytte mere til pårørende og patienterLæger skal lytte mere til pårørende og patienter

Regeringen vil bruge 295 millioner kroner på at inddrage pårørende og patienters ønsker mere i behandlingen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterer torsdag regeringens sundhedsplan, hvor et af de mindre initiativer er at inddrage pårørende og patienter mere i behandlingen.

Ifølge regeringens udspil har mange danskere svært ved at få kommunikationen med lægen til at fungere, og de oplever ikke, at de og deres pårørende inddrages nok i behandlingen.

Derfor vil regeringen bruge 295 millioner kroner på at skabe en bedre kommunikation mellem borgerne og de læger, som de møder i sundhedsvæsnet.

- Hvis sundhedsvæsnet indrettes mere efter, at patienterne deltager i beslutningerne om deres egen behandling, vil det både give mere tilfredse patienter, øge patienternes medbestemmelse og forbedre behandlingsresultaterne, hedder det i regeringens udspil.

Regeringen foreslår, at lægernes professionelle vurdering af sygdomme og behandlingsmuligheder i højere grad ledsages af patienters og pårørendes ønsker og behov.

- Patienter og pårørende skal mere med i beslutningerne om, hvad der skal gøres. Kommunikationen skal være til at forstå. Patienternes viden om egen sygdom skal bruges til at forbedre behandlingen.

- Og patienterne skal kunne udnytte de nye teknologiske muligheder for undersøgelser og behandling via telemedicin i eget hjem, hedder det i udspillet.

Patienterne skal samtidig have bedre og hurtigere adgang til deres egne journaloplysninger, så de aktivt kan følge med og tage del i behandlingen, foreslår regeringen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx