Af Ritzau - 11/05-17 11:10; Opdateret: 11/05-17 13:12

Støjberg: Kristne ville sige fra over for prædiken om jødedrabStøjberg: Kristne ville sige fra over for prædiken om jødedrab

Havde en kristen menighed lagt ører til prædiken om jødedrab, havde den rejst sig og sagt fra ifølge minister.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener ikke, at det er overraskende, at en imam i en moské i København prædikede tekster, der kan tolkes som en opfordring til at begå drab på jøder. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

Det er ikke overraskende, at en imam i en moské i København for over en måned siden prædikede tekster, der kan tolkes som en opfordring til at begå drab på jøder.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Desværre er det ikke overraskende, og det er sådan set det, der er hele problemet. Det er sørgeligt, at der ikke er nogen i det muslimske samfund, der siger fra.

- Var det en præst i den danske folkekirke, der holdt en prædiken a la den her, havde menigheden rejst sig op, og vi havde hørt et ramaskrig, og folk havde taget afstand, og han var blevet fyret på stedet, siger ministeren.

Det Jødiske Samfund har valgt at politianmelde imamen, da hans prædiken i moskéen på Nørrebro betragtes som en opfordring til at begå drab på jøder.

Kristeligt Dagblad beskriver torsdag en oversættelse af fredagsprædiken, som fandt sted 31. marts.

Oversættelsen fra arabisk til engelsk er lavet for Det Jødiske Samfund af det uafhængige amerikanske institut Memri.

Adspurgt, hvordan det skal foregå, at muslimer siger fra, svarer ministeren:

- Hvis det her var sket i den danske folkekirke, havde folk rejst sig op og sagt, at det her ikke hører til her.

- Det er nødvendigt, at det muslimske samfund vågner op. Der er også moderate muslimer derude, og dem skal vi bakke op om. Men problemet er, at der er for mange af de andre, og der er for mange, der ikke siger fra.

Sidste år vedtog et flertal i Folketinget en skærpet lovgivning, der skal sætte ind over for netop den slags ytringer.

- Man kan få op til tre års fængsel, hvis man for eksempel opfordrer til drab på jøder. Men nu må det gå sin gang ved domstolen, og så må vi se, om det her bliver en af de første sager, siger Støjberg.

Loven blev vedtaget i kølvandet på en række TV2-dokumentarer om moskéer og imamer, som prædikede had.

Venstre-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Konservative blev blandt andet enige om at sætte hårdere ind over for radikaliserede imamer.

Loven har været i brug siden, påpeger ministeren. Eksempelvis havnede seks religiøse forkyndere i sidste uge på en sanktionsliste over folk, der ikke må rejse ind i Danmark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx