04/12-17 14:45; Opdateret: 04/12-17 17:38

Tidligere havnechef fra Vejle anklaget for mandatsvigTidligere havnechef fra Vejle anklaget for mandatsvig

Anklagemyndigheden vurderer, at der er sket mandatsvig i selskabet Vejle Havn. Men kun for 21.500 kroner.

storybild

Den såkaldte Vejle Havn-skandale er endt med, at en tidligere havnechef er blevet tiltalt for mandatsvig på 21.500 kroner, oplyser anklagemyndigheden mandag. På billedet ses det tyske skib Wal på vej ind i Vejle Havn med Vejlefjordbroen i baggrunden under en dampskibsfestival. Scanpix/Palle Hedemann/arkiv

Vejle. En tidligere havnechef for Vejle Havn bliver tiltalt for mandatsvig for sammenlagt 21.500 kroner.

- Efter vores opfattelse har han foretaget en række indkøb af ting, der er gået til ham selv, siger specialanklager Bolette Lund Kristensen, Sydøstjyllands Politi.

Der er ifølge anklagemyndigheden tale om indkøb af mad og af udstyr til en båd.

I en række andre forhold har anklagemyndigheden vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale mod manden.

Han nægter sig skyldig, også i de forhold han nu er tiltalt for.

Samtidig med at der nu rejses tiltale mod den tidligere havnechef, dropper anklagemyndigheden sigtelserne mod to andre ansatte på havnen.

De har været sigtet for underslæb, men anklagemyndigheden rejser ikke tiltale, fordi det ser ud til, at en straffesag imod dem ikke vil ende med, at de bliver dømt.

I forbindelse med den såkaldte Vejle Havn-skandale har der fra begyndelsen været talt om frås med skattekroner i millionklassen.

Men sagen er altså endt med at handle om langt mindre.

- Vi er endt noget lavere end i anmeldelsen, men det er ikke usædvanligt. Det er politiets opgave at gennemgå det hele, og vi skal kunne bevise, at der har været tale om privat brug, siger Bolette Lund Kristensen.

Det var Vejle Kommune, der tilbage i 2015 meldte sagen til politiet. Det skete, efter at en revisionsrapport gav anledning til løftede øjenbryn.

Anmeldelsen drejede sig om administrationen af havnens økonomi, navnlig udgifter til dyre vingaver og rejser på businessclass.

Tilbage i april besluttede anklagemyndigheden at lukke efterforskningen mod to forhenværende bestyrelsesformænd og to forhenværende næstformænd.

Nu har anklagemyndigheden så taget stilling til resten af sagen og alene rejst tiltale mod den tidligere havnechef.

Sydøstjyllands Politi fortsætter dog efterforskningen af en anmeldelse af, at en hemmeligstemplet medarbejderrapport om eventuelt misbrug af offentlige midler skulle være lækket til DR.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx