15/08-17 15:17; Opdateret: 15/08-17 15:42

Hjemmebesøg skal holde børnene fra banderneHjemmebesøg skal holde børnene fra banderne

Ti nye tiltag mellem Københavns Kommune og politiet skal bidrage til indsatsen mod banderne.

storybild

København. I løbet af sommeren har København været kulisse for en af de værste bandekonflikter i byen i nyere tid.

Derfor er Københavns Politi og Københavns Kommune blevet enige om en række fælles tiltag, der skal være med til at gøre livet sværere for bander som eksempelvis Loyal to Familia.

- Nørrebro er hårdt plaget af bandekriminalitet i øjeblikket. Det arbejder vi og politiet tæt sammen om at få sat en stopper for, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en mail til Ritzau.

Det drejer sig om i alt ti forskellige tiltag. Blandt andet skal SSP-medarbejdere på hjemmebesøg hos alle børn og unge under 18 år, som ifølge politiet er i risikozonen for at blive rekrutteret til banderne.

Det sker sammen med børnenes forældre.

Derudover skal samarbejdet mellem politi og kommune forstærkes for at sikre, at mulige exitkandidater blandt unge, der anholdes og varetægtsfængsles, identificeres, så der kan igangsættes et exitforløb for dem.

Tirsdag aften skal økonomiudvalget tage stilling til tiltagene. Der forventes et klart flertal for forslagene.

- Vi har og vil fremadrettet have fuld fokus på bandegrupperingernes ageren.

- Vi vil selvfølgelig samarbejde tæt med alle gode kræfter i området og ikke mindst kommunen om både at forebygge og bekæmpe bandernes negative indflydelse, siger chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det er særligt områderne omkring Nørrebro og Mjølnerparken, at politiet og kommunen mærker bandernes tilstedeværelse.

I første kvartal af 2017 var der registreret 290 personer i København med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering.

Dette fordeler sig med 132 rockere og 158 bandemedlemmer som optræder i 15 forskellige grupperinger og undergrupperinger.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx