Af Ritzau - 24/04-17 10:31; Opdateret: 24/04-17 10:45

Kommission vil udfase støtten til vedvarende energiKommission vil udfase støtten til vedvarende energi

Støtten til vedvarende energi skal udfases, når den bliver konkurrencedygtig, anbefaler Energikommissionen.

storybild

Danfoss-direktør og formand for Energikommissionen Niels B. Christiansen anbefaler at udfase støtten til vedvarende energi i takt med, at den bliver konkurrencedygtig. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Asger Ladefoged)

Der er behov for et paradigmeskift i energipolitikken.

Og det vil en række anbefalinger fra Energikommissionen bidrage til, siger Niels B. Christiansen, der er administrerende direktør i Danfoss og formand for kommissionen.

På et pressemøde mandag fremlægger han kommissionens anbefalinger til regeringen:

- Det står klart, at der er behov for en ambitiøs energipolitik allerede fra 2020, hvis vi skal nå det langsigtede mål om et lav-emissionssamfund baseret på vedvarende energi i 2050.

Ved et lav-emissionssamfund forstås netop, at energiforsyningen er baseret på vedvarende energi og en markant lavere udledning af drivhusgasser.

Energikommissionen peger på, at energipolitikken i højere grad skal være markedsbaseret - at støtten til vedvarende energi skal udfases i takt med, at den bliver konkurrencedygtig.

Kommissionen betoner, at der ikke skal være et modsætningsforhold mellem at have høje grønne ambitioner og lave omkostninger.

- Det behøver ikke være hinandens modsætninger, siger Niels B. Christiansen:

- Vi tror på, at før 2030 kan mange af de grønne teknologier klare sig uden støtte.

Regeringen hilser Energikommissionens rapport velkommen. Rapporten vil indgå som bidrag til det energiudspil, som regeringen vil præsentere i efteråret forud for forhandlingerne om en ny energiaftale.

- Det gælder om at indrette energi- og klimapolitikken på en måde, så vi får mest mulig grøn omstilling for pengene, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

- Det er sund fornuft, og jeg synes, at Energikommissionen kommer med nogle gode og klare svar på, hvordan vi skal tage de næste kloge skridt i Danmarks grønne omstilling.

Kommissionen anbefaler desuden øget elektrificering, og at effektive internationale energimarkeder skal sikre forsyningssikkerheden. Kommissionen vil også tilføre flere midler til energiforskning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx