Af Ritzau - 08/03-17 21:46; Opdateret: 09/03-17 04:01

Flere fanger begår selvmord i de danske fængslerFlere fanger begår selvmord i de danske fængsler

Otte indsatte i de danske fængsler begik selvmord sidste år. Det er højere end de foregående år.

storybild

Aktører omkring de danske fængsler er meget tilbageholdende med at gætte på årsagen til, at flere indsatte begik selvmord i 2016 end de foregående år. Arkivfoto. (Billede: David Ademas)

En ung mand, der sad fængslet i Holbæk Arrest mistænkt for et trippeldrab på Frederiksberg, tog sidste år sit eget liv i fængslet.

Han er en ud af de i alt otte indsatte i de danske fængsler, som begik selvmord sidste år.

Det er en firedobling i forhold til året før og det højeste tal i de 11 år, som Kriminalforsorgens statistik dækker. Det skriver Information.

Selv om der er tale om en markant stigning i antallet af selvmord, siger flere aktører omkring de danske fængsler til avisen, at man ikke kan konkludere, at der er tale om en tendens.

De er også meget tilbageholdende med at gætte på årsagen til, at flere indsatte begik selvmord i 2016 end de foregående år.

John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen, som organiserer det civile personale i fængslerne, peger dog på, at det kan skyldes omstrukturering i fængslerne.

- Det er umuligt at sige, hvad forklaringen kan være. Men Kriminalforsorgen har været under et massivt pres de senere år, derfor har der ikke været mulighed for at holde øje med de indsatte, som der har været tidligere, siger han til Ritzau.

Hen over de seneste 11 år er antallet af selvmord i de danske fængsler svinget mellem et og syv om året. De seneste fire år har tallet ligget mellem to og fire.

Kriminalforsorgen oplyser til Information, at antallet af selvmord i 2016 endnu ikke er kvalitetssikret, og at otte derfor er et foreløbigt tal.

Det er særligt i den periode, hvor de indsatte er varetægtsfængslet, at der er særlig stor risiko for selvmord, fortæller John Hatting.

- Det skyldes, at livet går i opløsning for den enkelte, og derfor er der desværre nogle, der forsøger at begå selvmord.

- De ansatte har været under pres de senere år. Derfor handler det om at sørge for, at der er nok personale til stede til at holde øje og lægge mærke til selv de små signaler, de indsatte udviser, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx