Af Neela Maria Sris - 01/05-18 21:38

Psykolog forundret over forældre: Jeg sad med et barn - og der var faktisk ikke noget galt Psykolog forundret over forældre: Jeg sad med et barn - og der var faktisk ikke noget galt

Titusindvis af danskere er hver dag sygemeldt med stress. På trods af dette store samfundsproblem, er vi fortsat fascinerede af den ivrige og arbejdsomme type, som aldrig stopper med at sætte projekter i gang, og som ustandseligt kommer op med nye initiativer.

storybild

Yndlingsmantraet er tilsyneladende altid 'giv den gas.' Hænger en del af stressproblemet mon sammen med, at der bliver mindre plads til det eftertænksomme og indadvendte menneske?

Jeg spørger mig selv, om vi har fået sproget fra klichéfyldte jobannoncer og ivrige iværksætter-peptalks lige lovlig grundigt kodet ind i vores måde at tænke på. 'Vi forventer at du er udadvendt og initiativrig,' hedder det altid. Vi hylder den initiativrige, den udfarende, den sprudlende og den eventyrlystne. Vi anser ekstroverte personlighedstræk for at være sunde og stærke. Og det er de bestemt også et langt stykke hen ad vejen – men det er et problem, hvis vi begynder at opfatte den introverte karakter som forkert eller måske ligefrem sygelig.

Et tydeligt eksempel på sidstnævnte er, når jeg ser børn i min psykologpraksis, som er sendt afsted af forældre, som er bekymrede for deres barns indadvendthed. I nogle tilfælde kan der være grund til bekymring – og det er selvfølgelig virkelig godt, at forældre er opmærksomme på deres børns adfærd og tager affære, hvis der er tegn på mistrivsel. Hensigten er altid omsorgsfuld og begrundet med de bedst tænkelige intentioner, og jeg bifalder, at forældre tænker, at psykologhjælp er en mulighed for deres barn.

Men der er ikke nødvendigvis noget forkert i, at et barn er introvert. Jeg har oplevet at sidde med et barn, hvor jeg tænker, at der faktisk ikke er noget galt. Barnet er måske ikke lige så frembrusende og initiativrigt som andre børn – eller som forældrene selv. Det kan virke bekymrende, og i bedste mening har forældrene så taget barnet ud af skolen for en dag, for at tage hånd om den problematiske indadvendthed.

Og så sidder man der med et velreflekteret barn, der sådan set har det meget fint, men som er en stille og afventende type. Man ved ikke rigtig, hvad man skal sige til hinanden. Der er faktisk ikke noget galt, men det kan være svært for forældrene at acceptere. Og for barnet kan det give en følelse af at være 'forkert,' når man bliver sendt til psykolog med et problem, som kun de voksne kan se.

Det er bemærkelsesværdigt og bekymrende, at det energiske og ekstroverte i dag er så meget i højsædet, at tilbageholdende og eftertænksomme karaktertræk i nogle tilfælde bliver anset som psykologiske problemer. Forældre kan i dag være bange for, at deres børn vokser op uden en plads i samfundet – for jo mere introvert barnet er, des længere væk er det tilsyneladende fra beskrivelserne af almindelige moderne arbejdsmarkedskompetencer, som barnet på sigt skal leve op til. Men det er på ingen måde psykopatologisk i sig selv at være introvert.

Om det så er på arbejdsmarkedet eller i skolegården, burde vi måske have mere fokus på de mange gode kvaliteter hos den introverte personlighed – i stedet for konstant at opfordre hinanden til at 'give den gas' og være den, der altid siger sin mening og altid har en ny idé. Hvad med evnen til at lytte til andre? Evnen til eftertænksomhed og fordybelse? Evnen til at give plads til andre mennesker? I stedet for altid at hylde den der tager pladsen, så lad os huske respekten for dem, der er gode til at give pladsen.

Der er ikke noget galt med dit barn, din ven eller din kæreste, hvis han eller hun er en introvert type. Lad os prøve at træde ud af den forblændede idé om, at den bedste og mest succesfulde person er den, der tager flest initiativer og er hurtigst på aftrækkeren med at føre idéer ud i livet. Måske vil en kultur, der hylder det introverte, eftertænksomme og observerende menneske også være mindre stresset.

 

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

I skammekrogen: Superliga-assistent...
bt.dk
Blodet væltede pludselig ud, mens...
bt.dk
Dansk pop-ikon skal synge...
bt.dk
Skuespiller delte billede efter...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx