16/10-17 00:16

Politikere ønsker certificeringsordning for tolkePolitikere ønsker certificeringsordning for tolke

Tolke skal certificeres, lyder et ønske fra flere partier, efter swahilitolk fik job uden at kunne swahili.

storybild

København. Sagen med en mand, der ikke kunne tale swahili, men alligevel fik arbejde som swahilitolk på flere tolkebureauer, har vakt stor kritik på Christiansborg.

Nu efterspørger flere politikere en certificeringsordning til tolke. Det skriver Dagbladet Information.

Dansk Folkeparti er blandt de partier, som ønsker en certificeringsordning.

- Tolkene har selv nævnt flere gange, at man ønsker, at der kommer en decideret uddannelse, så man sikrer, at de er uddannet og kan oversætte, siger Liselott Blixt til Information.

Også Enhedslisten og SF ønsker en certificering for at sikre kvaliteten.

- Jeg mener, at der skal være nogle minimumkrav af kundskaber for at kunne kalde sig selv tolk, siger Jacob Mark, der er børneordfører for SF.

Udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) mener, at man forholdsvist enkelt kan lave en løsning her og nu, hvor tolke først skal til en prøve og bevise, at de rent faktisk kan tolke, før de kan blive sendt ud på opgaver.

- Og så skal der være en offentligt tilgængelig liste over tolke, der har et certifikat, så man kun bestiller tolke, hvis man har dokumentation for, at de taler sproget, og at de har en tolkefaglighed. Det koster ikke mange penge, siger Schmidt-Nielsen.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) ser også gerne, at der bliver lavet en kvalitetsordning - om end han ikke vil pege på præcis i hvilken form.

- Men vi skal have en faglig drøftelse af, hvad der skal til. Og så skal vi lave en langsigtet strategi, som alle kan bakke op om, og som forbedrer kvaliteten og skaber en ordentlig patientsikkerhed, siger Møller Mortensen til avisen.

Der findes ikke en statsgodkendt tolkeuddannelse i Danmark. Et studie fra Syddansk Universitet viste for nylig, at under seks procent af i alt 232 dansk-arabiske tolke havde en tolkeuddannelse.

40 procent af dem havde slet ikke ikke de fornødne kompetencer til at kunne tolke.

Information har beskrevet, hvordan Søren Rasmussen fik arbejde på tre tolkebureauer som swahilitolk, til trods for at han ikke kunne tale swahili.

Han skulle på ingen måde dokumentere sine sprogkundskaber, før han fik tilbudt sine første tolkeopgaver. To af de tre bureauer leverer tolke til regionerne på sundhedsområdet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx