Af Ritzau - 05/01-17 11:28

Departementschef i Tibetsag: Uværdigt for et demokratiDepartementschef i Tibetsag: Uværdigt for et demokrati

Departementschef afhøres og kalder politiets indgreb mod tibetanske flag for uværdigt for et demokrati.

storybild

En leder i Københavns Politi gav en skriftlig ordre om, at kinesiske gæster ikke skulle se tibetanske flag under besøg i København. Det var klart ulovligt, har en vicepolitidirektør konstateret. En kommission skal undersøge, hvorfor ordren blev givet - og hvorfor Folketinget blev vildledt (arkivfoto). (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Megafoner. Forstyrrelser. Demonstrationer.

Den slags var kinesiske myndigheder meget bekymret for ved præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i 2012.

Ønsket om at blive fri for manifestationer nævnes i flere mail, som cirkulerede blandt danske embedsmænd.

Det endte med, at politifolk på gader og i parker i København greb ind overfor folk med Tibet-flag, fjernede graffiti og bannere. En demonstration blev også skærmet af.

Men denne opførsel havde Statsministeriet ingen aktier i, forsikrer den daværende departementsråd, Ulrik Vestergaard Knudsen, der nu er departementschef i Udenrigsministeriet, da han torsdag afhøres af Tibetkommissionen.

- Nej, siger han, da udspørgeren vil vide, om Statsministeriet gjorde noget for at opfylde ønsket om at undgå megafoner og demonstrationer.

Embedsmanden afviser at have kontaktet politiet, PET eller Justitsministeriet. Og han bliver tilsyneladende lidt irriteret over flere spørgsmål om emnet.

- Det er klart, at kineserne havde en masse ønsker, men det var noget, politiet tog sig af, siger han.

Faktisk blev Ulrik Vestergaard Knudsen og kontorchef Lisbet Zilmer-Johns også personligt konfronteret med ønskerne, da de mødtes med den kinesiske ambassadør.

- I kanten af mødet, da vi er på vej ud, nævner han, at der er en bekymring for demonstrationer.

- Lisbet og jeg var lidt forundrede over, at han bragte det op overfor Statsministeriet, beretter Ulrik Vestergaard Knudsen.

Han tilføjer, at de bad ambassadøren om at henvende sig til de "relevante myndigheder." Episoden varede kun i 20 sekunder,

- Jeg synes, at jeg skylder at fortælle kommissionen om det.

- Det er endnu et udtryk for, at den kinesiske ambassadør var meget aktiv i alle kredse for at få fremmet dette synspunkt - og selv i en situation, hvor han ikke burde have nævnt det, siger embedsmanden.

I Statsministeriet var man derimod optaget af "substansen" ved statsbesøget, lyder det. Altså muligheden for at udvikle forholdet mellem Danmark og Kina. Hvilket i høj grad handlede om forretninger.

Flere gange under torsdagens afhøring protesterer han imod spørgsmålene.

- Det er irrelevant, siger han på et tidspunkt.

Midtvejs kommenterer han politiets indgreb i ytringsfriheden.

- Det er fair at sige, at det ikke var værdigt for et demokrati i Danmark, siger han.

Senere understreger han, der har været departementschef i Udenrigsministeriet siden 2013, at der er tale om en personlig betragtning.

Generelt er han forsigtig med sine udtalelser. Selv navnet på kommissionen - Tibetkommissionen - "bliver jo noteret," som han bemærker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx