06/09-17 15:06; Opdateret: 06/09-17 15:48

Døende patienter får mere selvbestemmelseDøende patienter får mere selvbestemmelse

Samtlige partier i Folketinget har aftalt, at døende patienter kan bestemme mere over deres sidste tid.

storybild

København. Døende patienter får fremover lettere ved at bestemme over deres sidste tid.

Alle Folketingets partier har aftalt, at døende patienter for eksempel kan bestemme, om de vil holdes i live eller ej med livsforlængende behandling.

- Vi har lavet en aftale, som tager udgangspunkt i patienternes ret til at bestemme over deres eget liv, også når det nærmer sig sin afslutning, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Vi hjælper de mennesker, som er afklarede med, at de ikke ønsker at være i livet længere, og jeg er meget tilfreds med, at vi nu med bred politisk opbakning kan give patienterne en mere værdig død, siger Ellen Trane Nørby.

Samtidig betyder aftalen, at der kommer en præcisering i forhold til palliativ sedering. Altså at sove ind i døden.

Hidtil har der været tvivl om, i hvilken periode af patientens sidste tid det er tilladt at bruge palliativ sedering.

Aftalen indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer den faglige vejledning. Perioden med mulighed for afsluttende palliativ sedering ændres nu fra "timer til få døgn" til "dage til uger".

Det betyder, at patienter fremover kan få den behandling, selv om lægerne vurderer, de kan leve videre i flere uger.

Hvis en patient fremover ønsker, at der slukkes for vedkommendes respirator, bliver det nu også en mulighed.

I den forbindelse vil sundhedspersonalet kunne handle på det ønske uden at blive anklaget for manddrab.

Det er vigtigt med denne udvidede selvbestemmelse. Det mener Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

- Når lægen siger, du skal dø inden for nogle uger, så skal det være en mulighed at fjerne medicin, mad og drikkevarer og give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden, siger han til DR.

Ændringer giver tryghed for patienten. Sådan er meldingen fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Mange er bange for, de skal lide den sidste tid, men det skal man ikke. Vi skal have en ordentlig og værdig død, hvor man kan sige, at man ikke længere ønsker respirator eller hvilken behandling, man nu har, siger hun til DR.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx