22/11-17 11:26; Opdateret: 22/11-17 11:52

Forsker: Socialdemokrat bliver kommunernes førstemandForsker: Socialdemokrat bliver kommunernes førstemand

Kommunalforsker spår, at KL's næste formand skal findes blandt borgmestrene i Aalborg, Odense eller Aarhus.

storybild

København. Det tegner til at blive en socialdemokrat, der afløser Venstre-manden Martin Damm som formand for Kommunernes Landsforening (KL).

Det vurderer kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det burde være sådan, at med det valgresultat, vi fik tirsdag, så er der ingen tvivl om, at det er en socialdemokrat, der overtager posten.

- Den interne diskussion i partiet må så afklare, hvem det skal være, siger Roger Buch.

Han har hidtil haft Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) - næstformand i KL - som sit bedste bud på en ny formand for kommunernes interesseorganisation.

Men efter valgresultatet er han ikke længere så sikker.

- Man har en Aalborg-borgmester (Thomas Kastrup-Larsen, red.), der fik et fantastisk godt valg. Det samme i Odense, hvor borgmesteren (Peter Rahbæk Juel, red.) havde stor fremgang, lyder det fra Roger Buch.

- Det var også et fint resultat, man fik i Aarhus, men ikke i sammenligning med resultatet i Aalborg og Odense, og det kan godt betyde, at der er andre i spil til den post, siger han.

Det er dog ikke givet, at de tre nævnte borgmestre overhovedet ønsker at blive KL-formand.

Eksempelvis har Hernings Venstre-borgmester, Lars Krarup, tidligere takket nej til opgaven.

- Det er en stor arbejdsbyrde, som ligger ud over et i forvejen krævende borgmesterjob. Så det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der er flertal for, men også hvem der kan overkomme det ekstra job, siger Roger Buch.

Efter valget er fire ud af fem regioner på socialdemokratiske hænder.

Det efterlader ingen tvivl hos kommunalforskeren om, at arvtageren som formand for Danske Regioner efter Bent Hansen (S) med al sandsynlighed forbliver en socialdemokrat.

- Det kan næsten ikke være anderledes med det resultat, der kom tirsdag. Der er en konstitueringsproces - ligesom ude i kommunerne - så der kan selvfølgelig ske overraskelser. Men alt tyder på, at vi får to S-formænd i de to organisationer, siger Roger Buch.

Han vurderer, at det meget vel kan blive Ulla Astman (S), formand for Region Nordjylland, der sætter sig for bordenden i Danske Regioner.

Bestyrelserne i de to organisationer konstituerer sig først til marts.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx