14/08-17 07:53

Planlæg din tid bedre med en ugeplanPlanlæg din tid bedre med en ugeplan

En ugeplan kan hjælpe med at få overblik over dine aftaler og dine opgaver, så du kan frigøre mere tid i hverdagen.

storybild

København. Når du skal sove, kværner tankerne: Hvornår skal der vaskes tøj, og hvad var det nu, vi skulle medbringe til arrangementet på skolen?

Hvis du bruger unødvendigt meget krudt på at minde dig selv om alt det, du skal huske, så kan det være en god idé at lave en ugeplan, fortæller Kirsten Andersen, der er konsulent og medforfatter til bogen "Planlæg bedre – få mere tid".

- En ugeplan giver det store overblik, og når man har overblikket visualiseret og noteret ned, behøver man ikke gå og tænke: "Åh nej, har jeg nu glemt et vigtigt møde eller moster Annas fødselsdag?", siger hun.

Men det er altså vigtigt at lave en ugeplan – og ikke en dagsplan, understreger Kirsten Andersen.

- Der er rigtig mange, der er tidsoptimister, som ikke tror, at tingene tager så lang tid, som de gør, og så må man gang på gang konstatere, at man ikke når sin dagsplan, siger Kirsten Andersen og fortsætter:

- Med en ugeplan er det lige meget, om det er mandag eller fredag, man laver opgaverne, for det skal bare laves i løbet af ugen. Det giver en større handlefrihed, siger hun.

Når du skal lave din ugeplan anbefaler Kirsten Andersen, at du inddrager opgaver på jobbet, private aftaler, og det som du gerne vil nå – om det så er at vaske tøj, rense tagrende eller rydde op i køkkenskabene.

- Jeg tror, der er mange mennesker, der godt kan lide at vinge noget af. Det motiverer at kunne se, at nu fik jeg klaret det og det, så oversigten over gøremål kommer til at fungere som en "well done"-oversigt, siger Kirsten Andersen.

Derfor skal du heller ikke slette opgaverne fra listen, når du har lavet dem, men blot strege dem over, så du kan nyde glæden ved alt det, du har nået.

Du behøver heller ikke nødvendigvis at sætte opgaverne ind under "mandag" eller "fredag". For det kan føles som om livet bliver lidt for skemalagt, siger Kirsten Andersen.

Det samme mener Trine Kolding, der er selvstændig underviser og forfatter til flere bøger om effektivitet og planlægning.

- Man behøver ikke sætte sig ned og sige: Jeg skal have 47 minutter til motion hver dag, men det er rigtig godt at gøre sig tanker om, hvad det er, man savner tid til og hvor meget tid, man har brug for, siger hun.

Det kan dog være en god idé at visualisere listen med de ugentlige gøremål.

- Mange har glæde af at have ugeplanen udskrevet, så den kan ligge på arbejdet eller hænge på køleskabet derhjemme, siger Kirsten Andersen.

Fakta: Skab det store overblik

- Begynd med at skabe overblik over ugen ved at notere alle store og små opgaver ned.

- Gør det visuelt med et skema, som er printet ud.

- På den måde kan man prioritere og omprioritere, når tingene ændrer sig.

- Slet ikke opgaver, der er løst, men streg den blot ud.

Kilde: Kirsten Andersen

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx