07/11-17 11:54

Ildebrande hærger tre tatovørforretninger på SjællandIldebrande hærger tre tatovørforretninger på Sjælland

Der er ingen tilskadekomne efter en række ildebrande i tatovørforretninger i Holbæk, Vordingborg og Birkerød.

storybild

Natten til tirsdag blev der med få timers mellemrum startet brande i tre tatovørforretninger på Sjælland. Free/Colourbox

København. Natten til tirsdag blev der med få timers mellemrum startet brande i tre tatovørforretninger på Sjælland.

Det oplyser de relevante politikredse.

Det drejer sig om forretninger i Holbæk, Vordingborg og Birkerød. Brandene er slukket, og der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Den første melding om brand fik Midt- og Vestsjællands Politi klokken 21.24 mandag. Der var store flammer i en butik i Smedelundsgade i Holbæk.

Butikkens ruder var knust, og der var flammer fra forretningen. Da der er beboelse over tatovørforretningen, evakuerede politiet ejendommen.

Der er ikke nogen naturlig årsag til branden. Derfor undersøger kriminalteknikere nu, om der kan være tale om en påsat brand.

- Vi er dels ved at sikre spor, dels skal vi snakke med vidner. Det har vi selvfølgelig allerede gjort i forbindelse med selve branden, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Midt- og Vestsjællands Politi er i kontakt med de andre politikredse for at undersøge, om der kan være en sammenhæng mellem de tre brande. Politiet kan ikke udelukke, at hændelserne kan være banderelaterede.

- Vi har det med i vores overvejelser. Men indtil videre kan vi ikke sige noget om det, siger Carsten Andersen.

Blot få timer efter, klokken 23.19, fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et opkald om en ildebrand i en tatovørbutik i Vordingborg, fortæller vagtchef Ove Christoffersen.

Heldigvis skete der ikke så meget, fordi naboer med en pulverslukker fik slukket ilden.

- Men ellers var der knust en rude og kastet brandbar væske ind gennem ruden og sat ild til, siger Ove Christoffersen.

Også i Birkerød måtte politiet rykke ud til ildebrand. Klokken 02.03 natten til tirsdag fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om flammer fra en tatovørbutik på byens hovedgade.

Der var smadrede ruder og ild i en sofa, fortæller Henriette Døssing, pressekonsulent i Nordsjællands Politi.

Vidner har set tre personer løbe fra butikken. Det drejer sig efter sigende om tre unge mænd, som var iført dynejakker, lyder det fra politiet i Nordsjælland.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx