Af - 15/04-17 11:14

Jason Watt raser over DR-dokumentar: Det var på ingen måde aftalen!Jason Watt raser over DR-dokumentar: Det var på ingen måde aftalen!

Det var meningen, det skulle være en dokumentar om en far og søns tætte samarbejde om at forfølge en drøm. Men sådan endte det ikke, mener Jason Watt.

storybild

(Billede: Sonny Munk Carlsen)

Det var meningen, det skulle være en dokumentar om en far og søns tætte samarbejde om at forfølge en drøm. I stedet er det endelige resultat blevet en skildring af en far, der forsøger at udleve sin egen drøm gennem sønnen.

Det mener racerkøreren Jason Watt selv, efter han har set de to afsnit af DR-dokumentaren 'Jason og Noah - en chance til', hvorfra første afsnit blev vist i mandags.

Det fortæller han til Ekstra Bladet.

Siden det første program blev vist, har Jason Watt delt vandene hos seerne, der i programmerne bliver lukket ind i familiens hverdag det seneste år for at følge den 14-årig Noahs drøm om at blive verdens bedste racerkører. Især fordi han i programmet bliver set råbe af sønnen, når han laver fejl på banen, med ord som:

»Hvordan helvede kan han være så snotdum,« og:

»Jeg gider ikke engang se på det der lort«.

Flere seere rasede efterfølgende på de sociale medier og kritiserede Jason Watt for at pace sin søn for hårdt og for at udleve sin egen drøm gennem ham. Andre seere støttede op om ham.

Nu fortæller Jason Watt selv, at han langt fra er tilfreds med den måde, som DR har valgt at klippe de to afsnit sammen på. For hvor den oprindelige præmis for programmerne ifølge ham var, at DR ville lave en dokumentar om det tætte samarbejde mellem sønnen og ham om Noahs drøm om at blive en Formel 1-kører, er det i stedet blevet til to programmer om en dreng, der har en stor drøm, men hvor man er i tvivl om, hvorvidt det er faderen, der har en stor ambition og udlever sin egen drøm gennem sønnen.

Og det ved DR, som har fulgt familien gennem ti måneder sidste år, ikke er sandt, forklarer Jason Watt til Ekstra Bladet.

I stedet er programmet ifølge ham blevet for ensidigt og har fået et fokus på konflikter. Konflikter mellem ham og sønnen, mellem ham og mekanikeren, og mellem ham og Noahs mor - radioværten Mai-Britt Vingsøe.

»Det er helt klart en del af det! Men det er ikke så stor en del af det, som det bliver gjort til… Og det var på ingen måde præmissen, der blev stillet op. Det er på en måde blevet sneget ind af bagdøren,« siger han til Ekstra Bladet.

Jason Watts egen karriere og liv blev brat forandret en oktoberdag i 1999, da han efter en fotosession med et motorcykeltidsskrift kørte galt på sin motorcykel på Amager. Han endte i en grøft og landede på ryggen. Få dage senere vågnede han op på Rigshospitalet i København. Lam fra brystet og ned.

Mens hans egen drøm om Formel 1 dengang blev knust, lever den i dag videre i hans 14-årige søn, der kører gokart.

Men hvor man i programmet ifølge Jason Watt får en fornemmelse af, at det er ham, der presser sønnen til at jagte drømmen om at blive den bedste, forholder det sig ikke sådan i virkeligheden.

Blandt andet fortæller Noahs mekaniker på et tidspunkt i programmet til kameraet, at Jason har høje forventninger til sin søn, hvilket Jason Watt også indrømmer, at han har, fordi sønnen har talent. Men noget af det, der ikke kom med i programmet, er ifølge Jason Watt, at mekanikeren efterfølgende forklarer, at det for Noah kun gælder om at blive nummer et. Nummer to og tre er ikke godt nok. Men det er blevet klippet ud af programmet, så man ikke får fornemmelsen af, at det er Noah, der har det sådan.

Til BT har Jason Watt tidligere forklaret, at han ville ønske, han ikke havde råbt af sønnen, som han gjorde i programmet.

»Jeg er selvfølgelig ikke fejlfri, så lige såvel som Noah kan lave en fejl på banen, så kan jeg også lave fejl som både træner og far. Jeg ville ønske, jeg ikke havde råbt af ham, som jeg gør ved banen. Det er ikke nogen undskyldning, men jeg gør det, mens han kører, så han kan ikke høre mig. Men Noah ved også om nogen, hvor meget det kræver, og hvor meget vi begge to går op i det. Og begge vores temperamenter flyder over engang imellem,« sagde han tidligere på ugen.

Han forklarede samtidig, at han godt forstå, hvorfor seerne står tilbage med en opfattelse af, at sønnen skal indfri sin fars tabte ambitioner.

»Det er jeg meget ærgerlig over. Folk, der ikke kender os, tænker måske, at Noah skal udleve mine drømme, men journalisterne fra DR ved godt, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Jeg er i den grad også en kærlig far for Noah, og det er jeg for alle mine børn. Det kan man også se på mange af de optagelser, som DR har i kassen. Det har de bare ikke valgt at vise,« forklarede han til BT.

Jason Watt understregede, at han i dag kan se sin familie og især Noah Watt i øjnene uden at have dårlig smag i munden, og det er det vigtigste for ham.

»Min søn drømmer om at blive en stor racerstjerne en dag. Og så har han en far, der bakker ham op 100 procent. Det her er ikke noget, Noah skal opnå for min skyld. Det er noget, Noah skal opnå for sin egen skyld. Jeg sagde også til kameraet, at jeg en dag drømmer om at være ham, som folk kigger på og siger: ’Det er Noah Watts far’,« sagde han.

Til Ekstra Bladet forklarer redaktør på DR Ane Saalbach, at man har gjort sig 'umage for at lave et nuanceret, fair og ægte portræt af far og søn og deres kamp for at nå et fælles mål', og at man har valgt at lade konflikterne fylde i programmet af en årsag.

»Det er klart, at man ikke kommer sovende til det niveau, som Noah er på, og at tonen også indimellem kan blive hård, når der er så meget på spil. Men når dagen er omme, så vinder kærligheden og det nære bånd mellem Jason og Noah. Hver gang. Det er man ikke i tvivl om, når man ser de to køre imaginært ræs i en lufthavn, eller når de driller hinanden ved poolen. Jason giver selv udtryk for, at han godt ved, at han har meget temperament, men han er også ekstremt opmærksom på, at Noah skal have det godt og være glad for at køre, ellers kan man ikke vinde. Det har vi forsøgt at afspejle,« forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Jason Watt om 'mega-anstrengt forhold' til ekskonen: Det splitter os nærmest ad

LÆS OGSÅ: Wow! Her går Jason Watt for første gang i 17 år

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx