23/11-17 13:04; Opdateret: 23/11-17 13:31

Ombudsmanden går ind i Anna Mee Allerslev-sagOmbudsmanden går ind i Anna Mee Allerslev-sag

Anna Mee Allerslev forlod politik i sidste måned efter møgsager, men blev alligevel genvalgt i København.

storybild

København. Ombudsmanden har på baggrund af sagen om ekspolitiker Anna Mee Allerslev spurgt Københavns Kommune til ansattes ret til at videregive oplysninger til pressen - den såkaldte meddeleret.

Allerslev sagde kort før kommunalvalget farvel og tak til politik efter beskyldninger om vennetjenester og kritik af, at hun fik stillet et lokale gratis til rådighed på Københavns Rådhus i forbindelse med sit bryllup.

På det tidspunkt var hun beskæftigelses- og integrationsborgmester i København og spidskandidat for De Radikale.

Ombudsmanden går ind i sagen, efter at det i sidste uge kom frem i medierne, at det angiveligt er ansatte i kommunens rådhusservice, der har givet oplysninger om Allerslev til pressen.

Det er avisen BT, som først bragte historien om Allerslevs gratis lån af lokale.

Og det var overborgmester Frank Jensen (S), som i sidste uge i "Talkshowet Lippert" på TV2 News sagde, at de lækkede oplysninger kom fra en forvaltning under ham.

Ombudsmanden hæfter sig især ved, at overborgmesteren har udtalt, at den medarbejder, som har videregivet oplysningerne, vil blive irettesat, hvis det kommer frem, hvem han eller hun er.

I et brev til kommunen skriver Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, blandt andet følgende:

- I det omfang den nævnte medieomtale er korrekt, beder jeg om, at kommunen tager stilling til, om det er i overensstemmelse med de regler og principper, der gælder for offentligt ansattes meddeleret og ytringsfrihed, at de ansatte i Rådhusservice har fået at vide, at videregivelsen af de omtalte oplysninger er uacceptabel.

Selv om Allerslev takkede af i sidste måned, blev hun genvalgt til borgerrepræsentationen med 1123 personlige stemmer. Torsdag bekræftede Allerslev på Facebook, at hun opgiver sit mandat.

Københavns Kommune er blevet bedt om et svar inden for fire uger.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx