Af Ritzau - 29/03-17 11:33

Nu er stor svindelsag forsinket i 30 månederNu er stor svindelsag forsinket i 30 måneder

Ny sygemelding fra hovedtiltalt i sag om afpresning, bedrageri og skatte- og momssvindel for 90 millioner.

storybild

Gravemaskiner og andet materiel blev leaset i en heftig trafik, som minder om Stein Baggers fiduser, i firmaet FH Byg ApS., hævder anklagemyndigheden. Tiltalen drejer sig om bedragerier for 76 millioner kroner og om skatte- og momssvindel for 11 millioner. Desuden er hovedmanden tiltalt for at have afpresset en mand gennem flere år. Han skulle betale 100.000 kroner pr. måned. Til sidst begik offeret selvmord (arkivfoto) (Billede: Www.colourbox.com)

En straffesag om økonomisk kriminalitet for næsten 90 millioner kroner og årelang afpresning er gået i stå i retssystemet.

Onsdag har Københavns Byret igen-igen udsat sagen med udgangspunkt i det kollapsede entreprenørfirma FH Byg ApS.

Denne gang er der sat kryds i kalenderen i juni. Det indebærer en forsinkelse på cirka 30 måneder i forhold til den oprindelige plan.

En stribe mænd og kvinder var onsdag formiddag ellers klar igen.

Fire tiltalte mænd, fem forsvarere, en anklager, en protokolfører og en dommer sad i retslokalet - og ude i et baglokale var tre domsmænd parate.

Men som så mange andre gange før beslutter dommer Michael Toftager at udsætte sagen.

Også onsdag har affærens hovedmand, 47-årige BH fra Vestsjælland, der er den femte tiltalte, fået en lægeerklæring, som gør, at intet sker. Han har såkaldt lovligt forfald.

- Denne sag har haft et særegent forløb, bemærker dommeren.

Undervejs har BH gennem sin forsvarer, advokat Michael Bjørn Hansen, afleveret en stribe erklæringer om flere forskellige sygdomme. Den nyeste fik advokaten på mail tirsdag aften klokken 19.06.

Tidligere har anklagemyndigheden rejst tvivl om, hvorvidt BH's lidelser er reelle.

Onsdag insisterer senioranklager Svend Boye Pedersen på at få de originale lægeerklæringer fremsendt til retten.

Eksperterne i Retslægerådet skal for anden gang udtale sig om BH's tilstand, og om han kan tåle at deltage i retsmøder. Svaret ventes midt i juni.

Men dommeren beder anklageren og forsvarerne forberede sig på, at BH ikke dukker op. De skal tænke over, om sagen skal splittes op.

Det er mere end syv år siden, at de fem mænd blev sigtet af politiet. Ifølge den foreløbige plan kan der afsiges dom i 2018. Hvis de findes skyldige, kan den lange tid føre til betinget straf, gør en anden forsvarer, Eigil Strand, opmærksom på.

- Man bør ganske nøje overveje, om der skal ske påtaleopgivelse, siger han.

Med andre ord opfordrer han til, at anklagemyndigheden skal give fortabt og droppe en del af tiltalen. Det får han dog ikke noget svar på.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx