Af Ritzau - 21/12-16 12:14; Opdateret: 21/12-16 14:52

Nordea slipper for at dække tab ved netkøb af kopivarerNordea slipper for at dække tab ved netkøb af kopivarer

Forbrugerombudsmanden får ikke medhold i, at Nordea skal dække kunders tab, hvis der blev handlet i god tro.

storybild

Forbrugerombudsmanden har stævnet Nordea, som har afvist at dække en kundes tab, da han ikke fik leveret de sko, han havde købt på nettet. Skoene viste sig at være kopier af Nike-sko og blev derfor taget i tolden. Banken er blevet frifundet i Sø- og Handelsretten. (Billede: Reuters/© Bob Strong / Reuters)

Hvis du køber et par sko på nettet, som bliver taget i tolden, fordi de viser sig at være kopivarer, har din bank ikke pligt til at dække tabet.

Det står klart efter en afgørelse i Sø- og Handelsretten onsdag, hvor Nordea er blevet frikendt i en sag om falske Nike-sko.

Forbrugerombudsmanden havde stævnet Nordea, fordi banken afviste at tilbagebetale pengene for tre par sko, som aldrig blev leveret til køberen. Skoene viste sig nemlig at være kopier af Nike-sko og blev taget i tolden.

Ifølge dansk lovgivning skal banken dække forbrugerens tab, hvis en vare ikke leveres.

Men der er en undtagelse ved reglen, som siger, at hvis varerne bliver konfiskeret i tolden, fordi der er tale om kopivarer, kan forbrugeren ikke få pengene tilbage.

Ifølge Forbrugerombudsmanden var forbrugeren dog ikke klar over, at skoene var kopier. Derfor burde banken punge ud. Men det er Sø- og Handelsretten altså ikke enig i.

- Med dagens dom bliver det tydeligt, at det er nødvendigt, at forbrugerne er opmærksomme, når de handler på nettet, for de skal selv bære tabet, hvis de modtager kopivarer, siger forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmanden indbragte sagen for at få rettens ord for, at banken bærer risikoen og dermed skal tilbageføre pengene, når en sælger på nettet viser sig at være svindler.

I den konkrete sag har Nordea allerede overført pengene for skoene til kunden, fordi banken ikke ønskede, at kunden skulle inddrages i en lang og tidskrævende retssag om en "principiel afklaring".

Dermed får afgørelsen kun betydning i fremtidige sager, hvor forbrugere, som handler i god tro på nettet, ikke kan forvente godtgørelse fra banken, hvis varerne viser sig at være kopier.

Sagen har tidligere været behandlet i Pengeinstitutankenævnet, som også gav Nordea medhold.

Dengang sagde forbrugerombudsmand Henrik Øe, at det er afgørende for tilliden til nethandlen, at forbrugerne kan få pengene tilbage, hvis de har handlet i god tro.

Forbrugerombudsmanden har nu fire uger til at beslutte, om dommen skal ankes.

- Det vil indgå i mine overvejelser, at der skal vedtages ny lovgivning på området i løbet af foråret. Folketinget får her lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om, hvem der fremover skal bære tabet, siger hun.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Ny forskning: Derfor må du IKKE sove...
bt.dk
30 år gammel mordgåde kan endelig...
bt.dk
Bag kulisserne: Flere partifæller...
bt.dk
Michael Rasmussen indrømmer: Jeg var...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx