Af Ritzau - 11/01-17 10:09

Højreparti: System indbyder til fusk med vælgererklæringerHøjreparti: System indbyder til fusk med vælgererklæringer

Danskernes Parti har indsendt falske vælgererklæringer. Det er ministeriets system, der er fejlen, lyder det.

storybild

Partiformand Daniel Carlsen afviser, at Danskernes Parti har snydt med vælgererklæringer. Han retter i stedet kritik mod systemet for vælgererklæringer. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

I en række tilfælde har danskere fået en mail fra Indenrigsministeriet om, at de skal bekræfte deres vælgererklæring til Danskernes Parti via NemID.

Problemet er, at de aldrig har indsendt deres mail for at gøre højrefløjspartiet opstillingsberettiget til Folketinget.

Der er ikke tale om snyd fra partiets side, forsikrer partiformand Daniel Carlsen. Han retter i stedet kritikken mod Indenrigsministeriet.

- Jeg har advaret Indenrigsministeriet om, at deres system indbyder til misbrug. Men det har de ikke taget sig af, siger han.

Man hjælper partier til at blive opstillingsberettiget ved at sende sit navn og mail eller navn og cpr-nummer til partiet, som sender det videre til godkendelse hos Indenrigsministeriet.

Herefter beder ministeriet borgeren om at bekræfte vælgererklæringen via NemID. Og det er det system, Daniel Carlsen kritiserer:

- Enhver kan jo gå ind og taste mailadresser ind. Det er Indenrigsministeriet, der skaber mulighed for, at enhver kan misbruge andre folks mailadresser.

Han afviser, at Danskernes Parti kan tjekke hver enkelt mailadresse, partiet sender videre til ministeriet.

At det tilsyneladende kun er Danskernes Parti, der klages over - og ikke de andre partier, der også forsøger at komme i Folketinget - skyldes ifølge Daniel Carlsen "at der er meget stærk politisk modstand" mod hans parti:

- Når vi holder møder, er der demonstrationer og folk, der vil overfalde os. Og når vi samler underskrifter ind, er der nogen, der misbruger det. Det kommer overhovedet ikke som nogen overraskelse for mig.

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har Indenrigsministeriet haft en mistanke om, at nogle partier indsender mailadresser til ministeriet uden at spørge den enkelte mail-indehaver.

Ministeriet har trods flere henvendelser fra avisen dog ikke bekræftet mistanken. Daniel Carlsen afviser fuldstændig, at det er sådan, det forholder sig:

- Hvis den påstand er rettet mod os, så lægger vi sag an mod Indenrigsministeriet. Det er dem, der har foretaget en fuldstændig uhørt dårlig håndtering af det nye system, som er en komplet katastrofe.

Partiformanden foreslår at indrette systemet, så borgerne skal logge ind på en portal på ministeriets hjemmeside og med det samme bekræfte vælgererklæringen via NemID.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx