Af Ritzau - 13/04-17 12:25; Opdateret: 13/04-17 18:13

Busser sættes ind efter overbrændt køreledning på KystbanenBusser sættes ind efter overbrændt køreledning på Kystbanen

Der ventes først tog mellem Helsingør og Hellerup fredag morgen. En køreledning er brændt over og faldet ned.

storybild

Torsdag middag blev togdriften mellem Helsingør og Hellerup indstillet på grund af en nedfalden køreledning. Forventningen var, at ledningen ville være genetableret torsdag eftermiddag. Men det er udskudt, så der først ventes normal togtrafik igen fredag morgen. (Billede: Scanpix/Morten Juhl)

Et uheld har torsdag ved middagstid sat en stopper for togtrafikken mellem Helsingør og Hellerup.

Årsagen er, at en køreledning er faldet ned ved Klampenborg, oplyser DSB. Derfor indsættes busser til at betjene passagererne, lyder det.

Det er Banedanmark, der har opgaven med at få køreledningen bakset på plads igen.

I første omgang skønnede man, at arbejdet ville være færdigt cirka klokken 16.30 torsdag.

Men kort efter det tidspunkt forlyder det, at der først vil være normal drift på banen igen fredag morgen.

Togbusser kører således resten af torsdagen og natten til fredag, oplyser DSB på selskabets hjemmeside.

Teknisk direktør Søren Boysen, Banedanmark, forklarer, at reparationsarbejdet er blevet udskudt.

- Det er udskudt til natten til fredag, fordi reparationen kræver, at vi skal tage strømmen næsten helt ind til Københavns Hovedbanegård.

- Derfor kommer det til at ske i nat, hvor det påvirker så få tog som muligt, siger Søren Boysen.

Køreledningen faldt ned, efter at den tilsyneladende var brændt over.

- Det skyldes som regel, at der er kommet genstande i anlægget. Men det kan også skyldes en fugl, der har siddet uheldigt og er kommet til at kortslutte ledningen, siger Søren Boysen.

Arbejdet ventes afsluttet natten til fredag, så togene kan genoptage driften fredag morgen.

Også på andre strækninger har DSB indsat busser, men her er der tale om planlagte omlægninger.

Således kører der ingen tog mellem Ringsted, Næstved og Nykøbing Falster. Og i hovedstaden er der ikke S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx